Seneste nyt

15-10-2021

Hvad mon det keltiske sprog på øen Man har med dansk folkedans at gøre? 

Ikke ret meget, hvilket de fleste nok også ville have forventet. Men der er sket noget interessant på Man, som på en sær måde fængede min folkedanserhjerne, og som alligevel kan gøre overskriftens spørgsmål relevant. Vi skal lige en omvej ad sproghistoriske veje. 

Alle har hørt om kelterne, et folkeslag, der dominerede Mellem- og Sydvesteuropa i årtusindet f.kr., inden de blev fordrevet til de britiske øer, hvor deres sprog og kultur overlevede i fjerne afkroge af England, Skotland, Wales og Irland (en enkelt stamme vandrede endda tilbage til kontinentet, hvor de bosatte sig i Bretagne), hvor de gennem de seneste århundreder er blevet udsat for hårdhændet anglificering i en grad, så der kun er ganske få modersmålstalende keltere tilbage her ved begyndelsen af det 21. århundrede.

Således også på Man, hvor øens keltiske sprog nærmest var uddødt, da den sidste modersmålstalende døde i 1974. På det tidspunkt foregik der allerede et genoplivningsarbejde, og sproget døde derfor aldrig helt ud. Denne genoplivning har taget fart i årtierne efter, og efter mange års ihærdigt arbejde, er der nu endelig lys for enden af tunnelen for Manx, som sproget hedder på engelsk, eller y Ghaelg, som det hedder på Ellan Vannin (Isle of Man). Nu er der mange, der taler sproget igen, også nye modersmålstalende.

Jeg skal ikke trætte jer med sproghistorie længere, for vi nærmer os pointen. Nogle har måske allerede tænkt, at linket til folkedans har noget med genoplivning at gøre, og det er helt korrekt. Folkedansen blev genoplivet først i 1900-tallet, hvor der ud fra ældre folks erindringer om dans og musik blev skabt en ny levende tradition, der har holdt dansen levende indtil nu, selvom mange nok vil mene, at det synger lidt på sidste vers. Også i     70´ernes revival blev der skabt / videreført (efter hvem man spørger) andre nye levende traditioner med base i nye indsamlingsarbejder blandt folket. Også denne tradition lider under vigende tilslutning. Folkedansen har altså brug for endnu en revival som dem, der tidligere har fundet sted, og det er her, det bliver interessant at høre, hvad man på Man svarer, når der bliver spurgt til, hvornår den sproglige revival rigtigt tog fart og hvorfor.

Genoplivningen tog først rigtigt fart, svarer en af ildsjælene, da de sidste gamle faldt væk, og de nye generationer fik plads til at bruge sproget frit og utvungent af traditionelle kontekster og idealer fra en svunden tid.

Denne noget kategoriske påstand får i hvert fald mig til at fundere over, hvilken retning, identitet og mening som fremtidige generationer kan drage ud af arven, som de er ved at få øjnene op for i disse år. Traditioner bliver kun brugt hvis de giver mening for brugerne, og de giver kun mening, hvis de indgår som en naturlig del af brugernes liv og færden. Fællesskabet har været det centrale i  tidligere revivals og ser ud til at blive det denne gang også. Men tiden er en anden, så rammerne om fællesskabet og identiteten, som samler fællesskabet, bliver helt sikkert anderledes. Det er spændende tider.

27-08-2021

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg for alvor stiftede bekendtskab med begrebet talentudvikling. Under alle omstændigheder var det ikke som en del af folkedansens begrebsverden, hvor enhedstanken er den absolut dominerende. Folkedans er nemlig for alle, siger man med eftertryk. ALLE kan være med. Det må alle i hvert fald også gerne, men det er mere et udtryk for folkedansens eget drømmescenarie, end det er udtryk for virkeligheden. For alle er jo netop ikke med. Det er kun en fåtallig skare, der reelt er med og har de fornødne kompetencer for at deltage. En del andre kigger interesseret på, men det store flertal lever lige godt med som uden folkedans. Og kernemiljøerne selv hævder hårdnakket, at konkurrence, niveauforskelle og talentudvikling er en hån mod fællesskabet og foreningstanken, ja endda selve kernen af folkedansen. Helt anderledes er det f.eks. med de store professionelle sportsgrene, hvor målrettet talentudvikling driver værket. Og det har jo ikke betydet, at der ikke længere findes hyggefodboldklubber eller fællesskab og foreningsånd. Det har til gengæld betydet en kolossal eksponering i den brede befolkning via en massiv mediedækning. Og det har bevirket, at en betragtelig del af befolkningen beskæftiger sig med aktiviteten på alle planer lige fra hyggebegynder til elite. Og at den pågældende aktivitet er en betydelig fællesskabsgenerator i ethvert lokalsamfund. Der er masser af grunde til at man ikke kan sammenligne folkedans og fodbold, eller er der? Under alle omstændigheder har folkedansen et massivt og pt uforløst potentiale, og det er præmissen, man går ind på, ved at læse videre.

Folkemusikken har forstået at udnytte potentialet ved talentudvikling ved at koble sig på musikkens talentudviklingsfødekæde bestående af musikskoler, MGK og konservatorium og er derfor blevet en betydelig fælleskabsgenerator via de professionelle udøvere, der engageret har kastet sig ud i arbejdet med at nyskabe præcis det særlige fællesskab, som vi alle synes er så enestående ved vores aktivitet. Folkemusikken har haft god hjælp af den etablerede struktur på musikkens område. Man har blot skullet koble genren på. Helt så enkelt ser det ikke ud for dansen, der ikke på samme måde har en statsstøttet velorganiseret struktur at træde ind i. Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan bruge talentudviklingstanken til noget. Det starter med at man bliver bevidstgjort om, at det er det, man gør. Det er første skridt. Det andet skridt er, at den bevidstgørelse får betydning for ens handlinger. Derefter ruller bolden. Jeg har bedrevet talentudvikling i mange år snart. I begyndelsen vidste jeg ikke, at det var det, jeg gjorde, og kaldte det ikke ved navn, men ved hele tiden at understøtte den enkeltes eget drev, også når det gik ud over det sædvanlige, fik jeg bygget en undervisningsmodel op, der motiverer alle niveauer.  

Og ja, talentudvikling og den deraf følgende professionalisme på folkemusikkens område har nogle konsekvenser, men overordnet set har det betydet en nødvendig positiv udvikling. Alle udviklinger har konsekvenser, som man i bagklogskabens klare lys må tage hånd om. En af konsekvenserne af folkemusikkens professionalisering var nok at dansen blev efterladt på perronen. Dansens manglende professionalisme er efter min mening en væsentligere årsag til de problematikker, vi ser lige nu, end selve musikkens professionalisering. Vi har brug for den drivkraft, der ligger i talentudviklingstanken.

Og jeg mener det ikke ud af den blå luft. Folkeskolen har også traditionelt arbejdet ud fra enhedstanken, hvor det vigtigste er at få bunden med op. Den grundlæggende antagelse har været, at de stærke elever da formår at klare sig selv. Men i de senere år har der udviklet sig et fokus på de stærkeste elever, og det har i den forbindelse vist sig, at deres talent kan blive en positiv medspiller i forhold til at hæve bunden. Undersøgelser viser, at når man OGSÅ fokuserer på at udvikle de stærkeste elever med udgangspunkt i deres forudsætninger, får det en direkte tilbagekoblingseffekt på de svageste elevers niveau. En af de grundlæggende modeller i det forsøgsbaserede talentarbejde i grundskolen bygger på en bevidsthedsændring i forberedelsen af undervisningen. Frem for at tage udgangspunkt i middelniveau tager man udgangspunkt i topniveau og skalerer nedefter. Det betyder, at talentarbejdet kan bygges på eksisterende materiale og fortrinsvis baseres på en bevidsthedsændring hos underviserne.

Det samme gør sig gældende med folkedans, hvor jeg gennem årene har arbejdet ud fra en tilsvarende metode, som danner grundlag for mit talentarbejde og min undervisning generelt. Jeg ændrer ikke en tøddel på materialet, altså folkedansene, men jeg har ændret på min måde at bruge materialet på i undervisningen, hvor jeg bevidst arbejder på flere niveauer samtidig. Det er det interessante, og det er det, der kan være med til at implementere et talentarbejde i vores aktivitet uden at fjerne fællesskabet og adgangen for alle til at være med.

Jeg tror folkedansen skal tænke målrettet og bevidst i talentudvikling. Som det er nu, er det mere eller mindre tilfældigt, hvorvidt der opstår et talent. Skulle der opstå et talent, er det som et resultat af talentets egen indsats, for der står ikke nogen klar hverken til at gribe og udvikle talentet eller til at drage nytte af det. Puljen af talentfulde dansere for tiden meget lille. Jo mindre puljen er, desto færre potentielle talenter er der at tage af, og desto mere målrettet bør de efter min mening støttes op om.

Under alle omstændigheder nyder jeg at se, hvordan de talenter, som jeg gennem tiden har arbejdet med, for en stor dels vedkommende på forskellige måder har stor indflydelse på miljøet i dag, hvor de både som dansere og undervisere fungerer som inspiratorer og forbilleder for vækstlaget. Lad os komme i gang!

 

06-04-2021

Når jeg bringer talen hen på danseundervisning, er der tendens til at mange ryster lidt på hovedet og giver udtryk for den opfattelse, at dans ikke skal undervises, det skal læres ved at danse med en, der kan og ellers bare lytte til musikken. BUM. Jeg synes, at det er noget af det mest forfejlede og uambitiøse, man kan påstå på dansens vegne. BUM. Ikke desto mindre er det det, der fylder mest. Det bliver der ikke længere mange gode dansere af.

Der er en udbredt ide om, at ens personlige danseeudtryk bliver ødelagt af at blive dikteret af undervisning. Det kommer da i den grad an på, hvilken slags undervisning, man modtager. Den traditionelle metode fastfryser danseeudtrykket til det, der kom ud af mødet med traditionen, mens god undervisning fremelsker dansemæssige færdigheder og valg. Jeg er fuldstændig klar over, at det er to meget forskellige ting, og at talemåden ”hver ting til sin tid” i den grad er passende at fremhæve lige her. Når det så er sagt, må man spørge sig selv, hvor der i dag er mulighed for at få overleveret noget ved den traditionelle metode.

Traditionelt har man lært at danse ved at danse med en, som kan, og ved at kigge på dem, der kan, og øve sig. Helt konkret er det foregået på den måde, at børnene kigger på, at de voksne danser, og øver sig lidt i det skjulte, og efterhånden som de vokser op, nærmer de sig dansegulvet. Mange traditionsbærere fortæller, at de har lært det af deres mor hjemme på køkkengulvet forud for deres første bal.

Sådan foregår det stadig på Fanø. Først må man øve sig udenfor forsamlingshuset. Når man kan tilstrækkeligt, får man lov at danse videre inde midt på gulvet, hvor man ikke forstyrrer de gode par ude i dansebanen. Dér får man først lov at være, når man kan danse. Et velfungerende og smukt system til at bære en tradition videre. Metoden er dog blevet forherliget og romantiseret ud over det rationelle gennem de seneste mange år. Den har nogle svagheder, der gør, at det simpelthen ikke virker, hvis man vil andet med dansen end at preservere den i fastlåste tidslommer. Og vi vil vel mere med dansen end det? Det ville man i hvert fald også i slutningen af 1800-tallet, hvor danselærere udbredte dansen over hele landet, dengang den endnu var moderne på den helt oprindelige måde.

Tiden er passé alle andre steder end på Fanø for den slags overlevering. Der er ikke kontinuitet nok i at danse af og til med en god danser til et bal. Der er alt for få baller og alt for få gode dansere. Hvert bal præsenterer som regel 3-4 traditioner eller flere på en aften. Det er vi nogle, der mestrer, men ikke pga. traditionel overlevering. At mestre en tradition er noget andet end det, man opnår ved at vokse op i traditionen. Vi mestrer det pga. kurser og undervisning. Vi kommer aldrig til at være traditionsdansere. Men vi kan bruge de traditionelle udtryk, når musikken indbyder til det, og bevare traditionen på den måde.

Den traditionelle metode hverken udvikler eller øger dansernes færdigheder som dansere, den fastholder dem som traditionsbærere med få og traditionsbestemte udtryksmuligheder. Præcis det samme vil ske med dårlig eller dogmatisk undervisning. De færdigheder, der skal til for at honorere kravene for at deltage i et bal i vore dage, er nogle andre. Man skal mestre adskillige traditioner, evne at variere sin dans efter musikken, der oftest heller ikke længere spiller distinkt traditionsmusik. De, der mestrer og blander flere traditioner, har stort set alle modtaget målrettet undervisning, både musikere og dansere.

Den traditionelle overlevering bevidstgør ikke danserne om deres dans. Der er blot tale om at kopiere faste og ubevidste bevægemønstre. Det betyder, at der skal en helt ny kopieringsproces til, hver gang man vil lære noget nyt. Dansere, der har lært at danse på andre mere bevidsthedsskabende måder, har oftest kortere og flere veje til at tilegne sig dansetraditioner og dansemønstre.

Det er især musikere, der elsker den traditionelle metode. Den er nem at formidle fra en scenekant. ”Byd en op, der kan, det er ikke svært det her”, bliver der sagt. Jeg møder til gengæld meget få dansere, der ikke er blevet glade for at modtage undervisning. De føler sig iført syvmilestøvler og langt tryggere på dansegulvet efter ganske lidt undervisning.

Den traditionelle metode har altså en kvantitetsbegrænsning. Alene kan den ikke masseudvikle store antal dansere. Det kræver undervisning, helst af den gode slags, der ikke bare er instruktion. Dermed ABSOLUT IKKE være sagt at det er uden betydning at danse med en der kan. Det er da sammen med undervisning en uundværlig del af det at blive en god danser. Der er desværre, som det er nu, ikke det store overlap mellem de erfarne og de nye dansere. De to grupper befinder sig hver deres steder. Måske har de erfarne dansere gemt sig lidt i nogle nicher, hvor de kan være erfarne sammen. Måske fordi man i sin iver for at inddrage alle de dejligt mange nye, der heldigvis er interesseret i vores passion, har glemt et af de vigtigste elementer fra den traditionelle metode: at passe på de erfarne. I stedet for at lade de nye øve sig ude på parkeringspladsen først og siden et sted på dansegulvet, hvor de ikke er i vejen, har man fra dag 1 sat dem midt i dansebanen, så der ikke er plads til at være erfaren. Og hvem skal de nye så tage ved lære af?

PS Jeg VED GODT, at man fænger de nye ved at de oplever den fede stemning der er midt i det hele, men spørgsmålet er om de reelt får den fuldfede oplevelse og om den fuldfede oplevelse kan holde til det.

31-03-2021

Det taler vi meget om herhjemme lige for tiden. Ja faktisk har vi gjort det lige siden, vi læste bogen ”Omgivet af Idioter” af Thomas Erikson for nogen tid siden. Det er en god bog. Min kone kom hjem med den efter tilfældigt at være faldet over titlen på vej gennem biblioteket. Hun faldt over den, fordi det endnu engang var hændt for mig, det som alle kender, nemlig at alle de andre var – ja – idioter, der ikke forstod noget som helst.

Og nej, der er ikke ret mange idioter til, men der er flere forskellige typer, som skal håndteres meget forskelligt, og det kan der komme mange sjove samtaler i familien og vennekredsen ud af, når man først begynder at se mønstrene og lege med dem. Og måske afliver det også en idiot eller to undervejs.

Meget kort fortalt arbejder bogen med 4 hovedtyper:

Den røde leder, der gerne vil styre og bestemme, men som trods alt anerkender – men fravælger - modsatrettede synspunkter. Den røde type er iværksætteren, der får noget fra hånden.

Den blå bogholder, der ved alt og sætter sig grundigt ind i det hele. For blå personer er der kun 1 løsning, og det er den rigtige løsning, og den kender de blå. Hvis man ønsker et nøgternt, korrekt og detaljeret svar uden omsvøb, skal man spørge en blå.

Den gule kunstnertype er handlekraftig og fuld af indfald og lyse ideer. Gule personer tager tingene som de kommer og kaster sig hellere end gerne ud på dybt vand. Gule personer sætter mange ting i gang.

Tilbageholdende er til gengæld den grønne majoritet, der hellere tier end taler, og som glatter ud og passer sig til uden at gøre meget væsen af sig. Den grønne type trives, hvor der er trygt, sikkert og hyggeligt. Grønne hader forandringer og diskussioner.

Lad os kaste et blik ud over de folkelige danse- og musikmiljøer med de briller på. Der er måske en grund til, at der ikke er uendelig megen overlap mellem de forskellige fraktioner, og at der ikke er så stor tilstrømning. De er simpelthen for ensfarvede. Bogens pointe er nemlig, at det frugtbareste samarbejde opstår i grupper med alle farver repræsenteret. Bemærk venligst, at generaliseringer kan forekomme.

Man kan tydeligt se nogle typemæssige grupperinger i de forskellige miljøer. Hos folkedanserne og spillemændene stortrives de grønne blandet godt op med de blå detaljeryttere. De blå trives godt med det faktum, at der findes en korrekt og endelig løsning på tingene, og de grønne har det overordentligt fint med stabiliteten deri. De ledes af røde og blå, der kriges indbyrdes, fordi der i virkeligheden er for mange af dem og for få grønne til at sige ja og amen. Tilsammen får de det til at handle om korrekthed og orden og uforanderlighed. De gule er flygtet for længst.

Ovre i den anden lejr finder vi alle de mange gule musikere og dansere, der leger og fester dag og nat og ikke forstår, hvorfor alle andre ikke kommer og leger med. For de gule forstår ikke rigtigt, at ikke alle andre har det ligesom dem selv og Pippi, der siger: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af!” Det er også det, de siger til alle de grønne, der sidder og kigger længselsfuldt på festlighederne: ”Alle kan finde ud af det, kom bare!” Men en grøn person vil aldrig gå på dansegulvet eller ind i jam´en uden at besidde de krævede færdigheder. Det ville være for utrygt, ikke mindst fordi gule personer set med blågrønne øjne er utroligt farlige, fordi de kan finde på hvad som helst uden varsel. For en blå er det bare for useriøst ikke at gøre det grundigt og rigtigt fra starten.

De gule ledes sikkert gennem kaos af nogle røde, der gerne påtager sig ansvaret for festen, når bare de kan få lov at bestemme rammerne og økonomien og det overordnede indhold, som defineres i detaljer af nogle blå, der ved hvordan det hele grundlæggende hænger sammen.

Vi har altså to hovedgrupperinger:

De blå-grønne, der skræmmer begynderne væk med deres fokus på detaljer og korrekthed. Det kommer til at virke totalt uoverskueligt for en ny nogensinde at få lært alt det, der skal til.

De gule, der skræmmer de ikke-gule begyndere væk, fordi der mangler svar, struktur og pædagogisk tilgang.

09-03-2021

Vi var instruktører på hvert vores landskursus for instruktører og særligt øvede dansere. Under ballet om aftenen kom vi til at danse sammen i en kvadrille, hvor de 3 andre par samme dag havde deltaget i et 3. og meget specifikt nørdekursus om Thydanse, endda med Karl Skårup (en af de helt store traditionsbærere fra Thy) som forspiller, ligesom han spillede for til den del af ballet, som jeg nu vil komme nærmere ind på. Man skal huske på, at det her ligger tilbage i tiden før thydansene rigtigt blev allemandseje. Karl Skårup spillede som sagt for til denne del af ballet, og emnet var selvfølgelig Thydanse. Dem havde vi da sådan overordnet set nok styr på, så snakken mellem os gik, og dansens navn lød også som noget, vi kendte, så selvom vi ikke helt hørte instruktionerne, så følte vi os da bestemt på sikker nok grund til at tage den på renomméet. Allerede her aner den kvikke læser nok, hvor det bærer hen.

Den følelse hørte nemlig hurtigt op, da først dansen kom i gang. De indledende figurer var lige netop anderledes nok til, at første gang kæden kom, endte vi med at gå den forkerte vej. Æv bæv begynderfejl! Det retter vi da op på næste gang. I selvsikker forvisning om at have løst problemet slappede vi netop nok af til, at vi overså den næste fælde, hvorefter vi befandt os bakkende rundt i en mølle, som de andre gik forlæns i. Endnu var vi forholdsvist rolige. Selvtilliden fejlede ikke noget. Vi vidste jo, at vi for hver tur ville få en ny chance. Hvad vi ikke vidste var, at denne dans var en af de sjældne, hvor parrene ikke hver gang står på samme plads (altså tror vi nok). Således stadig galt afmarcheret allerede fra starten af 3. tur var vejen banet for total deroute. Inden vi havde fundet vores ”egen” plads, var vi kommet til en af de figurer, som vi ikke helt havde gennemskuet. Da vi heller ikke havde haft synderligt megen tid til refleksion, gennemførte vi den heller ikke denne 4. gang. Til vores forsvar skal dog siges, at vi havde fantasi nok til at prøve en ny måde, som dog heller ikke bragte os nærmere noget brugbart. Således opslugt af at udveksle nye ideer til afprøvning næste gang kom vi galt afsted i kæden igen og missede totalt møllen, som vi med nød og næppe indhentede inden 5. tur.

Da vi allerede på det tidspunkt var velrenommerede instruktører i det pågældende miljø, anede de 3 andre par i kvadrillen ikke fra starten uråd og følte sig sikkert fortrøstningsfulde ved vores tilstedeværelse (det gjorde vi i hvert fald selv), selvom de jo via deres nørdekursus vidste mere om denne særlige dans, end vi kunne forventes at vide. Vi var dog kun ganske kort inde i 2. tur, da de første gang forsigtigt tillod sig at oplyse os om et par detaljer vedr. dansens udførelse, og straks derefter kunne man ane de første tegn på panik. Graden af forsigtighed fra vore meddanseres side dalede således i samme takt, som antallet af fadæser og fejlbeslutninger fra vores side eskalerede. Ved indgangen til 4. tur havde vi for længst via kommandostadiet nået hive-trække-skubbe-stadiet. Det er mig stadig ubegribeligt, hvordan tre par, som kunne dansen, og som på skift uden ophør sendte nye retningsangivelser i hovedet på os, ikke kunne lykkes med at få os på ret køl. Måske netop derfor. Vi prøvede ellers ihærdigt at afkode deres korte beskeder, hver gang vi mødtes i en opføring, men samtaler i opføringer er ikke til større ordvekslinger, og vi kom da også flere gange hjem fra besøg hos fremmed med usammenstykkelige fragmenter af mulige løsninger, som vi ikke nåede at vurdere, før en ny besked løb ind. Tænk lige på, at man i løbet af en kæde møder 3 fremmede hver 2 gange. Hvis de hver siger noget, er det 6 beskeder, der skal formidles til partneren, der selv har seks andre beskeder med hjem. Men intet varer som bekendt evigt, heller ikke skubbe-og-hive-stadiet, og før 6. tur havde de indset, at løbet var kørt. Katastrofen var total! Intet – hverken dans eller ære (hverken vores eller deres) - stod til at redde. De ville på ingen måde lykkes med deres mission: at vise Karl Skårup noget, der tilnærmelsesvist lignede den dans, som han få timer forinden havde lært dem til perfektion. De indviede ved, at der er mange ture (gennemdansninger) i en kvadrilledans fra Thy, og som jeg husker det, gennemførte vi ikke en eneste af dem korrekt. 

Som årsag til hele miseren burde vi måske have erkendt nederlaget tidligere og være stoppet, mens legen var god. Vi kunne jo have vist de andre det hensyn at forlade kvadrillen. I stedet valgte vi at kæmpe, og det ligger der da på sin vis også noget ædelt i. Desværre tabte vi. Vi var da heldigvis så erfarne dansere, at vi ikke gik knækkede derfra men tværtimod evnede at more os over os selv, hvilket vel sådan set er et godt træk, hvis blot ikke de 3 andre par tydeligvis ikke besad samme humor som os. Eller også var det måske, fordi vi alligevel morede os lige vel meget i forhold til dansens sværhedsgrad, og hvor meget den krævede af vores koncentration. Det er dags dato ikke lykkedes mig at erindre, hvilken dans det skulle have været. Hvis nogle af disse tre andre par læser dette, bringer jeg her langt om længe min undskyldning. Det var ikke pænt af os at sabotere jeres præstation i kvadrillen i første række lige foran Karl Skårup og et helt orkester. Det var bestemt ikke med vilje. Men urkomisk. For at føje spot til skade rejste orkesterlederen sig efter endt forestilling og præsenterede os som to af kursets fremmeste instruktører for den skraldgrinende forsamling.

Vi fniser stadig sammen over denne oplevelse, når vi af og til mødes i en dans, men jeg tror faktisk ikke, at de andre 3 par hverken morede sig eller havde en god oplevelse. Oplevelsen er efterfølgende blevet mig en særdeles lærerig påmindelse om, hvordan det må være at være ny danser. Følelsen af ikke at slå til, og at det går ud over nogle andre. Det er det, vi udsætter nye dansere for ved at invitere dem ind i danse, de slet ikke magter med vores evige mantra: ”Kom bare med! Du kan sagtens være med! Alle kan finde ud af det!”. For ud over at sætte vores egen oplevelse over styr, formøbler vi de nyes tro på, at de kan finde ud af det her. Vi kom skraldgrinende ud af denne dans, men det var kun, fordi vi i forvejen var ovenpå med årtiers erfaring og viden om, at det her har vi grundlæggende styr på. Sæt i stedet en helt uerfaren i denne situation. Det tror jeg ikke mange ville komme styrket ud af. Måske er det derfor, at mange prøver folkedans uden at komme igen.