Seneste nyt

06-04-2021

Når jeg bringer talen hen på danseundervisning, er der tendens til at mange ryster lidt på hovedet og giver udtryk for den opfattelse, at dans ikke skal undervises, det skal læres ved at danse med en, der kan og ellers bare lytte til musikken. BUM. Jeg synes, at det er noget af det mest forfejlede og uambitiøse, man kan påstå på dansens vegne. BUM. Ikke desto mindre er det det, der fylder mest. Det bliver der ikke længere mange gode dansere af.

Der er en udbredt ide om, at ens personlige danseeudtryk bliver ødelagt af at blive dikteret af undervisning. Det kommer da i den grad an på, hvilken slags undervisning, man modtager. Den traditionelle metode fastfryser danseeudtrykket til det, der kom ud af mødet med traditionen, mens god undervisning fremelsker dansemæssige færdigheder og valg. Jeg er fuldstændig klar over, at det er to meget forskellige ting, og at talemåden ”hver ting til sin tid” i den grad er passende at fremhæve lige her. Når det så er sagt, må man spørge sig selv, hvor der i dag er mulighed for at få overleveret noget ved den traditionelle metode.

Traditionelt har man lært at danse ved at danse med en, som kan, og ved at kigge på dem, der kan, og øve sig. Helt konkret er det foregået på den måde, at børnene kigger på, at de voksne danser, og øver sig lidt i det skjulte, og efterhånden som de vokser op, nærmer de sig dansegulvet. Mange traditionsbærere fortæller, at de har lært det af deres mor hjemme på køkkengulvet forud for deres første bal.

Sådan foregår det stadig på Fanø. Først må man øve sig udenfor forsamlingshuset. Når man kan tilstrækkeligt, får man lov at danse videre inde midt på gulvet, hvor man ikke forstyrrer de gode par ude i dansebanen. Dér får man først lov at være, når man kan danse. Et velfungerende og smukt system til at bære en tradition videre. Metoden er dog blevet forherliget og romantiseret ud over det rationelle gennem de seneste mange år. Den har nogle svagheder, der gør, at det simpelthen ikke virker, hvis man vil andet med dansen end at preservere den i fastlåste tidslommer. Og vi vil vel mere med dansen end det? Det ville man i hvert fald også i slutningen af 1800-tallet, hvor danselærere udbredte dansen over hele landet, dengang den endnu var moderne på den helt oprindelige måde.

Tiden er passé alle andre steder end på Fanø for den slags overlevering. Der er ikke kontinuitet nok i at danse af og til med en god danser til et bal. Der er alt for få baller og alt for få gode dansere. Hvert bal præsenterer som regel 3-4 traditioner eller flere på en aften. Det er vi nogle, der mestrer, men ikke pga. traditionel overlevering. At mestre en tradition er noget andet end det, man opnår ved at vokse op i traditionen. Vi mestrer det pga. kurser og undervisning. Vi kommer aldrig til at være traditionsdansere. Men vi kan bruge de traditionelle udtryk, når musikken indbyder til det, og bevare traditionen på den måde.

Den traditionelle metode hverken udvikler eller øger dansernes færdigheder som dansere, den fastholder dem som traditionsbærere med få og traditionsbestemte udtryksmuligheder. Præcis det samme vil ske med dårlig eller dogmatisk undervisning. De færdigheder, der skal til for at honorere kravene for at deltage i et bal i vore dage, er nogle andre. Man skal mestre adskillige traditioner, evne at variere sin dans efter musikken, der oftest heller ikke længere spiller distinkt traditionsmusik. De, der mestrer og blander flere traditioner, har stort set alle modtaget målrettet undervisning, både musikere og dansere.

Den traditionelle overlevering bevidstgør ikke danserne om deres dans. Der er blot tale om at kopiere faste og ubevidste bevægemønstre. Det betyder, at der skal en helt ny kopieringsproces til, hver gang man vil lære noget nyt. Dansere, der har lært at danse på andre mere bevidsthedsskabende måder, har oftest kortere og flere veje til at tilegne sig dansetraditioner og dansemønstre.

Det er især musikere, der elsker den traditionelle metode. Den er nem at formidle fra en scenekant. ”Byd en op, der kan, det er ikke svært det her”, bliver der sagt. Jeg møder til gengæld meget få dansere, der ikke er blevet glade for at modtage undervisning. De føler sig iført syvmilestøvler og langt tryggere på dansegulvet efter ganske lidt undervisning.

Den traditionelle metode har altså en kvantitetsbegrænsning. Alene kan den ikke masseudvikle store antal dansere. Det kræver undervisning, helst af den gode slags, der ikke bare er instruktion. Dermed ABSOLUT IKKE være sagt at det er uden betydning at danse med en der kan. Det er da sammen med undervisning en uundværlig del af det at blive en god danser. Der er desværre, som det er nu, ikke det store overlap mellem de erfarne og de nye dansere. De to grupper befinder sig hver deres steder. Måske har de erfarne dansere gemt sig lidt i nogle nicher, hvor de kan være erfarne sammen. Måske fordi man i sin iver for at inddrage alle de dejligt mange nye, der heldigvis er interesseret i vores passion, har glemt et af de vigtigste elementer fra den traditionelle metode: at passe på de erfarne. I stedet for at lade de nye øve sig ude på parkeringspladsen først og siden et sted på dansegulvet, hvor de ikke er i vejen, har man fra dag 1 sat dem midt i dansebanen, så der ikke er plads til at være erfaren. Og hvem skal de nye så tage ved lære af?

PS Jeg VED GODT, at man fænger de nye ved at de oplever den fede stemning der er midt i det hele, men spørgsmålet er om de reelt får den fuldfede oplevelse og om den fuldfede oplevelse kan holde til det.

31-03-2021

Det taler vi meget om herhjemme lige for tiden. Ja faktisk har vi gjort det lige siden, vi læste bogen ”Omgivet af Idioter” af Thomas Erikson for nogen tid siden. Det er en god bog. Min kone kom hjem med den efter tilfældigt at være faldet over titlen på vej gennem biblioteket. Hun faldt over den, fordi det endnu engang var hændt for mig, det som alle kender, nemlig at alle de andre var – ja – idioter, der ikke forstod noget som helst.

Og nej, der er ikke ret mange idioter til, men der er flere forskellige typer, som skal håndteres meget forskelligt, og det kan der komme mange sjove samtaler i familien og vennekredsen ud af, når man først begynder at se mønstrene og lege med dem. Og måske afliver det også en idiot eller to undervejs.

Meget kort fortalt arbejder bogen med 4 hovedtyper:

Den røde leder, der gerne vil styre og bestemme, men som trods alt anerkender – men fravælger - modsatrettede synspunkter. Den røde type er iværksætteren, der får noget fra hånden.

Den blå bogholder, der ved alt og sætter sig grundigt ind i det hele. For blå personer er der kun 1 løsning, og det er den rigtige løsning, og den kender de blå. Hvis man ønsker et nøgternt, korrekt og detaljeret svar uden omsvøb, skal man spørge en blå.

Den gule kunstnertype er handlekraftig og fuld af indfald og lyse ideer. Gule personer tager tingene som de kommer og kaster sig hellere end gerne ud på dybt vand. Gule personer sætter mange ting i gang.

Tilbageholdende er til gengæld den grønne majoritet, der hellere tier end taler, og som glatter ud og passer sig til uden at gøre meget væsen af sig. Den grønne type trives, hvor der er trygt, sikkert og hyggeligt. Grønne hader forandringer og diskussioner.

Lad os kaste et blik ud over de folkelige danse- og musikmiljøer med de briller på. Der er måske en grund til, at der ikke er uendelig megen overlap mellem de forskellige fraktioner, og at der ikke er så stor tilstrømning. De er simpelthen for ensfarvede. Bogens pointe er nemlig, at det frugtbareste samarbejde opstår i grupper med alle farver repræsenteret. Bemærk venligst, at generaliseringer kan forekomme.

Man kan tydeligt se nogle typemæssige grupperinger i de forskellige miljøer. Hos folkedanserne og spillemændene stortrives de grønne blandet godt op med de blå detaljeryttere. De blå trives godt med det faktum, at der findes en korrekt og endelig løsning på tingene, og de grønne har det overordentligt fint med stabiliteten deri. De ledes af røde og blå, der kriges indbyrdes, fordi der i virkeligheden er for mange af dem og for få grønne til at sige ja og amen. Tilsammen får de det til at handle om korrekthed og orden og uforanderlighed. De gule er flygtet for længst.

Ovre i den anden lejr finder vi alle de mange gule musikere og dansere, der leger og fester dag og nat og ikke forstår, hvorfor alle andre ikke kommer og leger med. For de gule forstår ikke rigtigt, at ikke alle andre har det ligesom dem selv og Pippi, der siger: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af!” Det er også det, de siger til alle de grønne, der sidder og kigger længselsfuldt på festlighederne: ”Alle kan finde ud af det, kom bare!” Men en grøn person vil aldrig gå på dansegulvet eller ind i jam´en uden at besidde de krævede færdigheder. Det ville være for utrygt, ikke mindst fordi gule personer set med blågrønne øjne er utroligt farlige, fordi de kan finde på hvad som helst uden varsel. For en blå er det bare for useriøst ikke at gøre det grundigt og rigtigt fra starten.

De gule ledes sikkert gennem kaos af nogle røde, der gerne påtager sig ansvaret for festen, når bare de kan få lov at bestemme rammerne og økonomien og det overordnede indhold, som defineres i detaljer af nogle blå, der ved hvordan det hele grundlæggende hænger sammen.

Vi har altså to hovedgrupperinger:

De blå-grønne, der skræmmer begynderne væk med deres fokus på detaljer og korrekthed. Det kommer til at virke totalt uoverskueligt for en ny nogensinde at få lært alt det, der skal til.

De gule, der skræmmer de ikke-gule begyndere væk, fordi der mangler svar, struktur og pædagogisk tilgang.

09-03-2021

Vi var instruktører på hvert vores landskursus for instruktører og særligt øvede dansere. Under ballet om aftenen kom vi til at danse sammen i en kvadrille, hvor de 3 andre par samme dag havde deltaget i et 3. og meget specifikt nørdekursus om Thydanse, endda med Karl Skårup (en af de helt store traditionsbærere fra Thy) som forspiller, ligesom han spillede for til den del af ballet, som jeg nu vil komme nærmere ind på. Man skal huske på, at det her ligger tilbage i tiden før thydansene rigtigt blev allemandseje. Karl Skårup spillede som sagt for til denne del af ballet, og emnet var selvfølgelig Thydanse. Dem havde vi da sådan overordnet set nok styr på, så snakken mellem os gik, og dansens navn lød også som noget, vi kendte, så selvom vi ikke helt hørte instruktionerne, så følte vi os da bestemt på sikker nok grund til at tage den på renomméet. Allerede her aner den kvikke læser nok, hvor det bærer hen.

Den følelse hørte nemlig hurtigt op, da først dansen kom i gang. De indledende figurer var lige netop anderledes nok til, at første gang kæden kom, endte vi med at gå den forkerte vej. Æv bæv begynderfejl! Det retter vi da op på næste gang. I selvsikker forvisning om at have løst problemet slappede vi netop nok af til, at vi overså den næste fælde, hvorefter vi befandt os bakkende rundt i en mølle, som de andre gik forlæns i. Endnu var vi forholdsvist rolige. Selvtilliden fejlede ikke noget. Vi vidste jo, at vi for hver tur ville få en ny chance. Hvad vi ikke vidste var, at denne dans var en af de sjældne, hvor parrene ikke hver gang står på samme plads (altså tror vi nok). Således stadig galt afmarcheret allerede fra starten af 3. tur var vejen banet for total deroute. Inden vi havde fundet vores ”egen” plads, var vi kommet til en af de figurer, som vi ikke helt havde gennemskuet. Da vi heller ikke havde haft synderligt megen tid til refleksion, gennemførte vi den heller ikke denne 4. gang. Til vores forsvar skal dog siges, at vi havde fantasi nok til at prøve en ny måde, som dog heller ikke bragte os nærmere noget brugbart. Således opslugt af at udveksle nye ideer til afprøvning næste gang kom vi galt afsted i kæden igen og missede totalt møllen, som vi med nød og næppe indhentede inden 5. tur.

Da vi allerede på det tidspunkt var velrenommerede instruktører i det pågældende miljø, anede de 3 andre par i kvadrillen ikke fra starten uråd og følte sig sikkert fortrøstningsfulde ved vores tilstedeværelse (det gjorde vi i hvert fald selv), selvom de jo via deres nørdekursus vidste mere om denne særlige dans, end vi kunne forventes at vide. Vi var dog kun ganske kort inde i 2. tur, da de første gang forsigtigt tillod sig at oplyse os om et par detaljer vedr. dansens udførelse, og straks derefter kunne man ane de første tegn på panik. Graden af forsigtighed fra vore meddanseres side dalede således i samme takt, som antallet af fadæser og fejlbeslutninger fra vores side eskalerede. Ved indgangen til 4. tur havde vi for længst via kommandostadiet nået hive-trække-skubbe-stadiet. Det er mig stadig ubegribeligt, hvordan tre par, som kunne dansen, og som på skift uden ophør sendte nye retningsangivelser i hovedet på os, ikke kunne lykkes med at få os på ret køl. Måske netop derfor. Vi prøvede ellers ihærdigt at afkode deres korte beskeder, hver gang vi mødtes i en opføring, men samtaler i opføringer er ikke til større ordvekslinger, og vi kom da også flere gange hjem fra besøg hos fremmed med usammenstykkelige fragmenter af mulige løsninger, som vi ikke nåede at vurdere, før en ny besked løb ind. Tænk lige på, at man i løbet af en kæde møder 3 fremmede hver 2 gange. Hvis de hver siger noget, er det 6 beskeder, der skal formidles til partneren, der selv har seks andre beskeder med hjem. Men intet varer som bekendt evigt, heller ikke skubbe-og-hive-stadiet, og før 6. tur havde de indset, at løbet var kørt. Katastrofen var total! Intet – hverken dans eller ære (hverken vores eller deres) - stod til at redde. De ville på ingen måde lykkes med deres mission: at vise Karl Skårup noget, der tilnærmelsesvist lignede den dans, som han få timer forinden havde lært dem til perfektion. De indviede ved, at der er mange ture (gennemdansninger) i en kvadrilledans fra Thy, og som jeg husker det, gennemførte vi ikke en eneste af dem korrekt. 

Som årsag til hele miseren burde vi måske have erkendt nederlaget tidligere og være stoppet, mens legen var god. Vi kunne jo have vist de andre det hensyn at forlade kvadrillen. I stedet valgte vi at kæmpe, og det ligger der da på sin vis også noget ædelt i. Desværre tabte vi. Vi var da heldigvis så erfarne dansere, at vi ikke gik knækkede derfra men tværtimod evnede at more os over os selv, hvilket vel sådan set er et godt træk, hvis blot ikke de 3 andre par tydeligvis ikke besad samme humor som os. Eller også var det måske, fordi vi alligevel morede os lige vel meget i forhold til dansens sværhedsgrad, og hvor meget den krævede af vores koncentration. Det er dags dato ikke lykkedes mig at erindre, hvilken dans det skulle have været. Hvis nogle af disse tre andre par læser dette, bringer jeg her langt om længe min undskyldning. Det var ikke pænt af os at sabotere jeres præstation i kvadrillen i første række lige foran Karl Skårup og et helt orkester. Det var bestemt ikke med vilje. Men urkomisk. For at føje spot til skade rejste orkesterlederen sig efter endt forestilling og præsenterede os som to af kursets fremmeste instruktører for den skraldgrinende forsamling.

Vi fniser stadig sammen over denne oplevelse, når vi af og til mødes i en dans, men jeg tror faktisk ikke, at de andre 3 par hverken morede sig eller havde en god oplevelse. Oplevelsen er efterfølgende blevet mig en særdeles lærerig påmindelse om, hvordan det må være at være ny danser. Følelsen af ikke at slå til, og at det går ud over nogle andre. Det er det, vi udsætter nye dansere for ved at invitere dem ind i danse, de slet ikke magter med vores evige mantra: ”Kom bare med! Du kan sagtens være med! Alle kan finde ud af det!”. For ud over at sætte vores egen oplevelse over styr, formøbler vi de nyes tro på, at de kan finde ud af det her. Vi kom skraldgrinende ud af denne dans, men det var kun, fordi vi i forvejen var ovenpå med årtiers erfaring og viden om, at det her har vi grundlæggende styr på. Sæt i stedet en helt uerfaren i denne situation. Det tror jeg ikke mange ville komme styrket ud af. Måske er det derfor, at mange prøver folkedans uden at komme igen.

17-11-2020

Åh,  hvor jeg dog savner at danse. Bevares, jeg kan da få en enkelt dans eller to med konen og børnene eller de tilladte nære kontakter. Og det er dejligt. Jeg kan også tage mig en dans med mig selv her i stuen. Det kan også være godt. Men det er ikke det, jeg mener. Jeg savner simpelthen at danse igennem, så jeg er gennemblødt af sved, overstimuleret af endorfiner, mærker rislen ned ad ryggen (og i glasset), og øm i fødder og ben og totalt høj af at være i et med musikken, omgivelserne, gulvet, luften, natten, universet, evigheden, lykken, for det er det, det er, når det er bedst.

Man kan jo håbe, at det snart sker igen, for pandemien må jo få en ende. Og så er alt vel godt? Tja, faktisk har der været en del tid til eftertanke her i denne danseløse tid. Og sandheden er vist, at corona ikke kan bære hele ansvaret for det savn. Det var den konklusion, som underbevidstheden en tilfældig dag i coronatiden sendte op til overfladen til videre behandling i de mere bevidste centre i kontoret på første sal. ”Men hvorfor er det SÅ, at der er for længe imellem disse ekstaser?”, spurgte den øverste chef naturligvis sine afdelingsledere i centrene for sprog og filosofi, følelsesregistret, centrene for motorik og aldringsprocesser og sikkert adskillige andre, der straks gik i gang med at undersøge påstanden. Den vølveagtige underbevidsthed har ikke telefontid og kan heller ikke kontaktes på de sociale medier, så det mest nærliggende at gøre i en sådan situation (hvis man ikke kan sylte sagen) er måske at foretage en grundig analyse af påstanden med henblik på verifikation eller afvisning når sammenholdt med relevante oplysninger fra centre under bevidsthedens kontrol.

Sagen vakte større interesse på de forskellige kontorer og satte skub i mange års mere eller mindre bevidste refleksioner over meget grundlæggende spørgsmål og sammenhænge indenfor dans, musik, tradition og fornyelse og meget meget mere. Selvfølgelig er der ikke et klart svar på spørgsmålet. Skal sagen så henlægges? Eller kan der indhentes yderligere oplysninger? Skal der tilknyttes yderligere centre? Tja, det er nok op til chefen, og det er jo mig! Og jeg ved i hvert fald, at den passion, jeg har for den danseform, der siden 1993 har været min måde at udtrykke mig på til musik, ikke sådan lader sig henlægge. Men jeg ved også, at den passion på visse områder har svært ved at finde plads i disse år, og det afføder mange overvejelser i forhold til folkedansens situation. Og chefen bestemte sig for, at reflektere videre i blogform.

Det er jo med folkedansen som med drivhuseffekten, at hver dag er magen til dagen før, og set i det lys er det svært at forestille sig at noget skulle have ændret sig. Ikke desto mindre er der sket ikke så lidt med folkedansens situation gennem de seneste 20 år. Måske er der ligefrem en omvendt proportional sammenhæng mellem folkedans og CO2-udledning. Jo mere CO2 des mindre folkedans. Og dog…

Men hvad ER det egentligt, der er forandret? Og hvori består forandringerne? Er der kommet noget til? Hvad er forsvundet, som man kan savne? Er det godt, at noget er væk for evigt? Ubetydelige småting kan over år betyde døden eller livet for centrale dele af en tradition, som dermed vil være ændret for evigt. Uden at nogen gjorde noget særligt. Og det er vel sådan det må være, når en tradition lever, eller…….

Alle disse ord blot for at byde velkommen til min blog, hvor jeg vil reflektere over dans generelt og folkedans især.

27-10-2020

Hvordan danser man folkedans i denne tid?

Det var måske ikke lige den type indlæg, som jeg havde regnet med at indvie min nye blog med.

Og dog er det et ganske udmærket spørgsmål, som ligger ganske fint i tråd med min overordnede tanke om, at fleksibilitet i forhold til formen og rammerne for folkedans i det hele taget vil betyde mange flere muligheder for dansen, og for danserne og for nye grupper, der har lyst til at tage folkedansen til sig. Refleksion over sit materiale er aldrig nogen skade til, man bliver klogere hver gang.

Og det ER jo et af de store spørgsmål for tiden, for de fleste af de danse, vi holder af, er jo ikke helt så sjove, når man laver dem om, synes vi. Men måske behøver man ikke lave dem så meget om endda. Og måske kan de blive sjove på en anden måde, når det nu for tiden ikke kan være anderledes. Nogle har ikke lyst til at danse, når det ikke kan være, som det plejer, andre vil hellere danse på nye måder end slet ikke danse.

Overordnet set skal man følge sundhedsstyrelsens anbefalinger, og med udgangspunkt i dem har forskellige fritidsaktiviteter formuleret nogle bud på, hvordan den enkelte aktivitet kan dyrkes under pandemien. Således har også Folkedans Danmark og DGI, som er de største organisationer indenfor folkedans i Danmark, formuleret nogle retningslinjer, som kan findes på deres respektive hjemmesider, hvor de løbende opdateres i forhold til skiftende anbefalinger fra myndighederne.

Med udgangspunkt i dem, skal jeg forsøge at give mit bud på mulighederne for at danse folkedans med tæt kontakt til så få som muligt. Efter dette indlæg er skrevet, er forsamlingsloftet sænket yderligere til max 10 personer med undtagelse af B&U-aktiviteter, og det gør selvfølgelig ikke sagen bedre. Folkedansen lider hårdt under pandemien, for det er svært at komme uden om tæt kontakt, når man danser en danseform som folkedans, der udover pardanse består af opstillingsdanse, hvor man kommer i tæt kontakt med mange personer i løbet af en dans. 

Jeg vover alligevel at komme med mine bud på, hvordan man kan tænke folkedans ind i den nye situation, så vi kan efterleve alle retningslinjer og stadig danse folkedans i et vist omfang. Det til trods er det op til hver enkelt af os at vurdere, om vi vil passe yderligere på os selv.

Herfra bliver der desværre nødt til at være lidt nørdet fagsprog, men måske kan det vække nysgerrigheden omkring folkedansen for udenforstående, der ikke i første omgang kender den verden. Den er større end mange tror.

Pardanse

Der er et utal af pardanse i hæfterne, som vi ikke danser så tit. Nogle af dem er også lidt anstrengende, hvis man skal danse dem meget, men der er god træning i at tage dem op. Evt. kan man jo bruge dem som variationsmuligheder, når man danser polkaer og valse. Det kunne f.eks. være Skotsk Rundt fra Fyn eller Springfort, for de kan sagtens danses til andre melodier end dem, der står i hæftet og derved danses kortvarigt inde i en almindelig polka og vals.

Typedanse

Typedansene såsom vals, polka, mazurka, hopsa, skottis og sønderhoning kan man danse rigtig mange af. Måske bliver det ensformigt i forhold til den store variation mange er vant til. Her kan man lege med at variere sin dans med avet omdansning og andre spændende variationer. Jeg har på min youtubekanal Henrik fra Stevns givet en masse ideer til variationer i skottis og mazurka, hvoraf mange også kan bruges i andre typedanse i 2/4 og 3/4 .

Opstillingsdanse for 2 par

Hvis man vil danse mere end pardanse, er det mindste, man kan klare sig med, at to par danser sammen. Hvis man accepterer den præmis, kan man danse en lang række opstillingsdanse, uden at lave en hel masse om.

I forhold til de gældende retningslinjer kan man tillade sig at danse toparsdanse, hvis man sørger for, at det er de samme 2 par, der danser sammen hele tiden. Man kan evt. udelade kæder ved at lave dem om til noget andet. Nogle toparsdanse er nemmere at udelade kæden i end andre. F.eks. kan man danse de første to af de tre små sorte ved at gentage figuren i stedet for kæden. Det kunne også være turene fra Thy, hvor man kan nøjes med kredsene, eller de mere ukendte 2-3-4-tur fra Hanherred, hvor der er så god tid i kæden, at man kan gøre det uden at røre. Eller turene fra Mors. I princippet rører man ikke ved flere mennesker i en toparsdans ved at have kæde, hvis man allerede har haft kreds.

Turene kan være parvis med egen i stedet, det er det f.eks. allerede i en del bornholmske danse og i f.eks. Gamle nr 12, som i øvrigt godt kan danses med parvis polka og appeller de rette steder i stedet for kæde. En hilsefigur kan gøres med god afstand, og en figur med armkrog kan måske gøres med enhåndsfatning, så man øger afstanden. Ligeledes kan en figur med en- eller tohåndsfatning måske gøres uden fatning osv. Hvis opføringerne pga. afstanden tager længere tid, kan man lade parrene skiftes til at have opføring for hver gennemdansning (aktuelt i kvadriller, se længere nede), eller fjerne en del af opføringen, så den bedre kan nås (aktuelt i toparsdanse).

Kvadrilledanse

Mange kvadriller kan danses, som om de var toparsdanse, fordi figuren danses af 1. og 2. par og gentages af 3. og 4. par. Så kan man i princippet stå 4 par sammen med god afstand, mens de respektive par danser figuren i midten. Kæden kan så udskiftes med parvis polka eller vals rundt i kvadrillen afhængigt af taktarten, eller de to par kan på skift kæde i midten. Man kan lade 1. og 2. par / 3. og 4. par have ture sammen i stedet for dame- og herreture. Eller lave parvise ture. Kvadriller helt uden kæder kunne være Det blå flag fra Amager, Den gamle tretur med 4 par eller Sekstur fra Nordfyn (her kan man vælge at blive på modsat plads, hvis afstanden er så stor, at man ikke kan nå hjem igen i 2. afd.). Alle 8-mandsdansene kan måske danses, hvis parrene, der skal åbne, gør god plads, og hvis man ikke smyger sig op ad hinanden. Skidt med at man måske ikke når frem til at svinge lige på slaget. Det tager lidt flere takter at gå den lidt længere vej til modsat plads. Det er danse som Det lille f, Ottemandsdans Salling, Drejlsstykket og Gamle Berliner.

Rækkedanse

Rækkedanse kan ofte også danses som toparsdanse, hvor parrene står to og to par sammen på rækker med god afstand imellem hver gruppe af par. I stedet for at 1. par flytter hele vejen ned gennem rækken, skiftes de to par til at være 1. og 2. par. Det f.eks. lade sig gøre i Engelsk fra Holstebro og i Borddansen fra Bornholm. Man skal bare sikre sig, at dansen ikke kræver et 3. par til nogle af figurerne. Visse af de danse, der kræver et 3. par kan danses med blind makker.

Menuetter er rækkedanse, hvor man kan holde afstand og ikke skifter partner. Halvfemtetur fra Våbensted, Falster er en rækkedans uden partner- og pladsbytte.

Kredsdanse

Mange kredsdanse har kæde, men man kunne godt forsøge at danse nogle af dem uden kæde og partnerbytte. Man kunne sætte en tyrolervals eller en tyolerpolka i stedet. Andre, som f.eks 2-3-4-4½-5-tur fra Præstø har ikke kæde. I den stående kæde, kan man undlade at give hånd til fremmed og i stedet holde lidt afstand. I 4- og 5-turen, hvor man i 2. afd. danser til midten med fremmed, kan man blive hos egen. Og i den indledende figur, stor kreds, som næsten alle kredsdanse begynder med, kan man gøre som i halvfemtetur fra Præstø: parvis march.

Få par

Og nu hvor forsamlingsloftet er helt nede på 10 personer vil jeg benytte lejligheden til at skubbe lidt til den udbredte ide om, at folkedans kun er sjovt med mange sammen i store sammenhænge. I gamle dage, før folkedansen blev en foreningsaktivitet, dengang den stadig var den almindelige omgangsform i sociale sammenhænge, og man ikke havde en skærm til at sørge for underholdningen, var det ikke ualmindeligt at man samledes spontant nogle få par i en stue og dansede sammen og hyggede sig. Det vil selvfølgelig aldrig være det samme som et rigtigt bal med flere hundrede personer og et kæmpe orkester, men måske kunne man få sig en helt ny oplevelse ved at møde sine allernærmeste på den måde. Lige nu er det måske ikke muligt, eftersom myndighederne anbefaler, at man indstiller unødig social kontakt, men så kunne man finde lejlighed til at øve sig hjemme i stuen til CD-musik.

God fornøjelse og pas på jer selv.