Jeg er ved at læse en bog af (efter sigende) en af USA's mest fremtrædende forfattere og foredragsholdere udi organisationspsykologi. Han hedder Adam Grant, er psykolog, arbejder med ideudvikling og har skrevet flere bøger om emnet. Bogen, som inspirerer mig til dette blogindlæg hedder Think Again eller på dansk Tænk igen i betydningen gentænk, genovervej, overvej det lige en gang til. At tænke igen eller at stille spørgsmålstegn ved er en måde at holde sindet åbent for nye eller utænkelige ideer og løsninger. Det er ikke en metode, snarere en mental tilstand, hvor man holder sig for øje at stille spørgsmålstegn ved faste anskuelser og selvfølgeligheder med henblik på at udforske og derved skabe ny læring. Man må tillade sig selv / tvinge sig selv til (efter hvordan man er indrettet) at aflære indstillinger og opfattelser og genlære sig nye og dermed udforske virkeligheden på ny og derigennem skabe nye erkendelser. Indledningsvis skal man spotte det, der skal genovervejes, for ofte lægger man ikke engang mærke til, hvor mange gange på en dag, man læner sig op ad ubevidste og uovervejede antagelser. Først da kan man genoverveje og - måske / måske ikke - slippe forældede antagelser, der ikke længere er til gavn og derved opnå evnen til at se verden, som den er, og ikke, som man ønsker, den skal være, eller som den var engang. Derved opnås den fleksibilitet, der skal til for at eksistere i den verden, der forandrer sig hurtigere og hurtigere, og først da kan man agere hensigtsmæssigt og successfuldt under de til enhver tid givne forhold. Rettidig omhu kunne det måske kaldes.

Vi skal altså aflære og genlære hele tiden. Den har vi hørt før. Omstillingsparat og så videre og så videre. Ja, ja, ja, vi skal nok. Eller skal vi hellere som Sven Brinkmann stå fast? Det behøver vel ikke være så firkantet endda. Kunne det tænkes at være en måde at stå fast på at sikre sig at være i stand til at træffe de rette beslutninger. Det er altid godt at vælge sit ståsted med omhu, og man kan nok godt kigge sine etablerede antagelser igennem uden at give afkald på hele sin integritet. Helt lavpraktisk har gamle antagelser det med at spænde ben for nye indsigter og positive udviklinger, er Adam Grants pointe. Men hvorfor kan tingene nu ikke bare være som de altid har været? Jamen det er jo ikke altid, man egentlig er tilfreds med tingene som de er. Tag nu f.eks. folkedansen. Vi er da mange, som - nå nej ikke længere så mange endda, men i hvert fald nogle - der synes, at der trænger til at ske noget. Det skal bare ikke være sådan noget, der laver om på det hele, vel? Og hvad skal vi gøre ved det? Vi har prøvet alt muligt (læs: ofte det samme om og om igen) og alligevel er musikken stadig en nichegenre og folkedansen svinder langsomt hen. Hvis man gør det samme igen og igen, får man også det samme resultat igen og igen. Måske skyldes det ikke direkte vores handlinger men snarere indirekte, at vi er uopmærksomme på nogle antagelser, der bør genovervejes.

En af Adam Grants pointer er, at mennesket har tendens til at danne sine antagelser i ungdommen og holde fast i dem uden sidenhen nogensinde alvorligt at genoverveje eller, som Adam Grant ville sige, aflære og gentænke dem efter ændrede forhold. Jeg læste faktisk engang en undersøgelse, der viste, at de fleste menneskers evne til nytænkning og ideudvikling daler kraftigt efter det fyldte 45. år.

En anden af Grants pointer er, at jo mere følelsesladet og dybt forholdet til en given antagelse er, desto mindre er tilbøjeligheden til at stille spørgsmålstegn ved den og altså aflære og genlære.

Under læsningen faldt mine tanker netop på folkedansens og folkemusikkens univers. Er der noget her, der trænger til aflæring og genlæring? Der er i hvert fald mange ideer, der er dannet i ungdommen, og som der er et følelsesladet forhold til. Kunne det tænkes, at ideer ikke opsnappes og nye domæner ikke indtages, alene fordi vi ikke formår at give slip på (aflære) forældede tankegange og opøve evnen til at handle i (genlære) nye kontekster? Bygger vores antagelser på forhold, der ikke længere eksisterer, og hvilke er i så fald de nye forhold, som vi skal arbejde under? Adam Grant hævder netop sammen med adskillige andre, at det ikke er en svaghed men en stor styrke og nødvendighed at skifte mening gentagne gange gennem livet, netop fordi udviklingen ændrer forudsætningerne, og fordi den samlede mængde af viden og data udvikler sig så voldsomt, at det er uholdbart grænsende til irrationelt at fastholde sine synspunkter over tid.

 Hvis man først sætter sig for at genoverveje, så er der selvsagt intet, som ikke kan genovervejes. Og hvad er der så tilbage? Hvornår skal man sætte foden ned og vove at stå fast og måske endda trække udviklingen i sin egen retning? Hvornår skal man lade sig rive med af udviklingen og lade sig trække med? Så eksistentielt behøver spørgsmålet her i virkeligheden ikke at stilles op. Mit ærinde her er blot at påpege, at man ved ikke at turde genoverveje, aflære og genlære får spændt ben for sine egne ønsker og formål, fordi de antagelser, man lægger til grund for sine beslutninger, ikke alle altid svarer til de givne forhold.

Når forandringens vinde blæser, så bygger nogle vindmøller, mens andre bygger læhegn.

Men folkedansen er jo en historisk ting, så hvad kan der dog være at overveje her? Ja selve den antagelse er måske den, man skal starte med. Alle de selvfølgeligheder, som vi overleverer til hinanden, er produkt af strømninger i tiden på indsamlingstidspunktet og holdninger til og erfaringer med materialet hos den, der bringer det videre. Danseren og musikeren fungerer som et levende arkiv, men hvad er det, vi opbevarer i det arkiv? Er det en dans anno 1850 eller en dans anno 2022. Eller begge dele?

Vi vil gerne udbrede folkedansen til flere. De betyder, at folkedansen skal være relevant for flere. Lige nu er den kun relevant for os selv og dem, der ønsker de ganske få varer, som man kun kan få i den tidslomme / bobbel, som vi kalder vores butik. Man kan genoverveje anvendelsesmulighederne for folkedans. Eller genoverveje, om folkedansen kan fungere udenfor den tidslomme. Og kan vi overhovedet finde ud af at se på folkedansen fra udenfor boblen.

Hvilke andre antagelser kunne folkedansen og folkemusikken med fordel genoverveje? Det er selvfølgelig helt op til den enkelte. Her er nogle af mine bud:

Ideen om den levende tradition

Ideen om overlevering

Ideen om et åbent og frisindet miljø

Ideen om at alle kan være med

Ideen om festen

Ideen om den historiske kontekst

Ideen om folkedans og -musik som politisk objekt

Ideen om konkurrence og elite

Ideen om dans og musik som lige

Ideen om undervisningsmetoder, didaktik og pædagogik

Ideen om fællesskab

Ideen om professionalisme

Ideen om form kontra indhold.

Jeg har allerede været inde på nogle af emnerne i tidligere blogindlæg, og jeg kommer helt sikkert ind på flere i fremtidige indlæg. Men det handler jo ikke kun om mig, det handler også om dig! Det er dig, der skal turde aflære og genlære med henblik på fremgang for dig og det, du beskæftiger dig med til fælles glæde for os alle sammen og alle de andre.

Folkedansen og folkemusikken regnes for 2 alen af samme stykke, Yin og Yang, uadskillelige som søskende, forskellige og dog rundet af det samme. De forventes også at have samme udgangspunkt for succes. Intet kunne være mere forkert, og folkedansen lider under den udbredte fejlopfattelse, at alle kan være med, og at man da bare skal have nogle flere til at deltage i festen. Det er jo det, der har virket for musikken. ROD, FOD, Polkaraves, koncerter, baller, festivaller. Den ene fest efter den anden, hvor man kan vise fællesskabet frem.

Problemet er, at folkedansen IKKE har de forudsætninger, der gør en lignende udvikling mulig.

Folkedansen har IKKE et landsdækkende netværk af statsstøttede musikskoler med uddannede lærere, der lærer en stor del af befolkningen at spille. Folkemusikken nyder frugterne af en veletableret og landsdækkende fødekæde af musikskoler, MGK´er og konservatorier. Når folkemusikken modtager nye deltagere, er de allerede fuldbefarne på deres instrument. Ingen ved deres fulde fem ville regne det for muligt at tage en violin i hånden for første gang i sit liv og sætte sig i et stort orkester og spille til bal. Man kan altså kun være med, hvis man kan spille. Ikke desto mindre er det netop det, en ny danser bliver budt.

Der er nemlig ikke tilsvarende indlysende opfattelse af behov for kompetencer på dansesiden. Her er forventningen - både indefra og udefra, at alle kan deltage uanset forudgående dansekundskaber. Der er ikke taget højde for, at de helt generelle dansekompetencer, som tidligere var årsagen til, at systemet fungerede bare nogenlunde, ikke længere findes i befolkningen. Det er ikke længere en tradition at gå til dans i en danseskole eller en folkedanserforening, der i øvrigt heller ikke er statsstøttet eller kan ansætte lærere på konservatorieniveau. Der er heller ikke en udbredt tradition for at gå til gymnastik eller andre koordinationsudviklende sportsgrene, som kan udstyre fremtidige dansere med de basale motoriske og rytmiske færdigheder. Der er i virkeligheden meget få at lære fra overhovedet. De fleste har aldrig danset noget som helst udover måske lidt rokken rundt derhjemme eller på et diskotek. Det betyder, at nye dansere ikke bare skal lære en ny genre, de skal lære helt basale dansefærdigheder fra bunden. De skal - for at lave en sammenligning, der sikkert kan misforstås - lære at spille på deres instrument, før de kan danse. En dansers instrument er kroppen, og den skal trænes i at udføre de motoriske og rytmiske mønstre, som kræves af den i dansen, præcis som en musiker må øve sig for, at fingrene kan skabe den rette lyd og rytme. En begynder i dans kan altså sammenlignes med en nybegynder på et instrument. At være begynder til et bal uden forudgående danseundervisning svarer til at være begynder på et instrument og spille med til bal som første lektion.

Og det ved de allerfleste potentielle dansere da også. De fleste trækker sig frygtsomt tilbage og nævner noget om, at de vist ikke helt er klar til den udfordring, når der opstår en mulighed for at være med. Det har jeg skrevet mere om i et tidligere indlæg her på bloggen, der hedder Røde, gule, grønne og blå. Der er selvfølgelig en håndfuld danse eller to, som altid lykkes for alle, og der er også altid nogle dansere, der glad og gerne kaster sig ud på dybt vand. Men hvad med resten af dansene og resten af dem, der gerne vil være med? Hvis folkedansen skal med på musikkens sejrrige fremgang, må der skabes nogle rammer og noget faglighed, der gør det muligt for ikke-dansere at blive en varig og kompetent del af festen. For selvfølgelig er festen og fællesskabet vores fælles varemærke, og det er klart musikken og festen, der fænger nye dansere. Men hvis vi ikke kommer bort fra den vildfarelse fra fortiden, at dans kommer af sig selv, når musikken spiller, kommer vi efter min bedste overbevisning ikke videre derfra.

Prøv for sjov at vende det hele om for dig selv ved at bytte om på ordene ”spille” og ”danse” i sætningerne herunder:

At spille er svært, man skal øve sig meget for at få et godt resultat.

At danse er let, alle kan være med.

I takt med at folkemusikken udvikler sig mere og mere scenisk, diverst og ekspressivt i disse år, føler jeg som folkelig danser et øget pres for en anden form for ekspressivitet i mit danseudtryk. Og jeg må stille mig selv spørgsmålet om, hvorvidt kravet om ekspressivitet i den folkelige dansegenre er foreneligt med essensen af genrens selvforståelse, som i virkeligheden ikke har flyttet sig på trods af genrens store udvikling i scenisk retning. Kan det lade sig gøre at bibeholde en opfattelse af dans og musik i uadskilleligt samspil, når de i virkeligheden i visse sammenhænge flytter sig mere og mere fra hinanden? Jeg skal så at sige danse spontant og impulsivt til et scenisk udtryk, jeg ikke har mulighed for at forberede mig på. Med en coronafloskel kan man måske hævde, at de er endt med at eksistere sammen - men hver for sig. 

Fra mit udgangspunkt som danser mærker jeg tydeligt, at der spilles mere for mig end til mig i disse år, hvor den sceniske folkemusik udvikler sig med stormskridt. Det er nogle andre virkemidler, der gør sig hos et lyttende publikum end hos et dansende publikum, i hvert fald hvis man, som det tit opfordres til, forventer, at der danses traditionel dans til musikken. Og dog forsøger man oftest at kombinere de to. Måske skulle man være mere skarp på hver ting til sin tid. Det er simpelthen ikke nær så inspirerende at danse til et koreograferet stykke musik med forud planlagte intentioner som til musik, der udelukkende fremføres som dansemusik. Jeg har danset til mange liveopførte CD´er, og det lykkes aldrig helt musikerne at slippe deres kommercielle ambition og lade deres iscenesatte kompositioner udvikle sig frit i samarbejde med dansegulvet, SELVOM alle ideligt bekræfter hinanden i, at det netop er forskellen på os og de andre.

Som danser føler jeg mig ikke som en del af processen. Jeg finder ikke altid de intentioner i musikken, der indbyder mig til at danse og lege med.  Jeg finder nogle overordnede musikalske virkemidler, der tillader dans, men det er ikke nok. Jeg vil have musikkens udelte opmærksomhed, jeg vil skubbes, trækkes, ledes, prøves af, henføres og inddrages. Jeg vil have modsvar på mine bidrag. Ting, som man snakker om hele tiden, men som meget få i virkeligheden kan. Måske er det, fordi dansen og musikken aldrig har delt et fælles sprog? Og at de to sprog for tiden skrider hver til sit? Måske er det dansesprog, jeg har lært som folkelig danser, ikke det sprog, der tales til i dag? I hvert fald er der en del ting i min værktøjskasse, der for sjældent bliver talt til. Måske taler vi for meget babysprog til hinanden, i stedet for at snakke voksensprog. Måske er de dansesproglige og dansefaglige forudsætninger hos både dansere og musikere for ringe. Måske trænger vi til et fælles dannelsesløft. Måske er det, musikken vil, ikke det, dansen kan. Det føles i hvert fald som om musikken kører solo lige for tiden, og at dansen sakker mere og mere bagud som en skamredet hest på musikkens alter.

Nuvel, fokus har været på scenisk udtryk, og mange tænker måske ikke på at skelne. Men både musikere og dansere er i en scenisk sammenhæng nødt til at bruge andre virkemidler og meget større armbevægelser for at ekspressionerne / intentionerne evner at underholde et publikum, der kun har ørerne og øjnene at opfatte med. Når disse store musikalske armbevægelser overføres direkte til en balsituation, giver det -udover et indlysende misforhold mellem scenisk musik til baldans - noget støj, som at skrue alt for højt op for højttalerne. I en sådan situation får man som danser en masse højtråbende impulser, der overdøver de subtile impulser, vi normalt bruger at danse på. Det giver mange letkøbte muligheder for den utrænede danser, der bare vil bevæge sig genreløst, og dem er der selvsagt stort fokus på i disse år. Men de erfarne dansere med velfunderet base i genrens værktøjskasse og sprog tales der ikke til, og deres sprog forstås ikke længere af mange. Mange anser det endda for ensformigt, udynamisk, kedeligt og uinspirerende i sammenligning, og det er det måske også at se på for den uindviede, men tag ikke fejl! Det er intenst og dynamisk for de involverede, og det er jo netop dem, det handler om i en balsituation. Minimale virkemidler inspirerer på kryds og tværs mellem dansere og musikere, fra danser til danser, fra musiker til musiker og ingen kan på forhånd vide, hvad det vil udvikle sig til. Det eneste, der kræves, er evnen til at opfatte det og erfaring nok til at kunne agere på det opfattede.

Impulsivt, improviserende og enestående.

Hvad mon det keltiske sprog på øen Man har med dansk folkedans at gøre? 

Ikke ret meget, hvilket de fleste nok også ville have forventet. Men der er sket noget interessant på Man, som på en sær måde fængede min folkedanserhjerne, og som alligevel kan gøre overskriftens spørgsmål relevant. Vi skal lige en omvej ad sproghistoriske veje. 

Alle har hørt om kelterne, et folkeslag, der dominerede Mellem- og Sydvesteuropa i årtusindet f.kr., inden de blev fordrevet til de britiske øer, hvor deres sprog og kultur overlevede i fjerne afkroge af England, Skotland, Wales og Irland (en enkelt stamme vandrede endda tilbage til kontinentet, hvor de bosatte sig i Bretagne), hvor de gennem de seneste århundreder er blevet udsat for hårdhændet anglificering i en grad, så der kun er ganske få modersmålstalende keltere tilbage her ved begyndelsen af det 21. århundrede.

Således også på Man, hvor øens keltiske sprog nærmest var uddødt, da den sidste modersmålstalende døde i 1974. På det tidspunkt foregik der allerede et genoplivningsarbejde, og sproget døde derfor aldrig helt ud. Denne genoplivning har taget fart i årtierne efter, og efter mange års ihærdigt arbejde, er der nu endelig lys for enden af tunnelen for Manx, som sproget hedder på engelsk, eller y Ghaelg, som det hedder på Ellan Vannin (Isle of Man). Nu er der mange, der taler sproget igen, også nye modersmålstalende.

Jeg skal ikke trætte jer med sproghistorie længere, for vi nærmer os pointen. Nogle har måske allerede tænkt, at linket til folkedans har noget med genoplivning at gøre, og det er helt korrekt. Folkedansen blev genoplivet først i 1900-tallet, hvor der ud fra ældre folks erindringer om dans og musik blev skabt en ny levende tradition, der har holdt dansen levende indtil nu, selvom mange nok vil mene, at det synger lidt på sidste vers. Også i     70´ernes revival blev der skabt / videreført (efter hvem man spørger) andre nye levende traditioner med base i nye indsamlingsarbejder blandt folket. Også denne tradition lider under vigende tilslutning. Folkedansen har altså brug for endnu en revival som dem, der tidligere har fundet sted, og det er her, det bliver interessant at høre, hvad man på Man svarer, når der bliver spurgt til, hvornår den sproglige revival rigtigt tog fart og hvorfor.

Genoplivningen tog først rigtigt fart, svarer en af ildsjælene, da de sidste gamle faldt væk, og de nye generationer fik plads til at bruge sproget frit og utvungent af traditionelle kontekster og idealer fra en svunden tid.

Denne noget kategoriske påstand får i hvert fald mig til at fundere over, hvilken retning, identitet og mening som fremtidige generationer kan drage ud af arven, som de er ved at få øjnene op for i disse år. Traditioner bliver kun brugt hvis de giver mening for brugerne, og de giver kun mening, hvis de indgår som en naturlig del af brugernes liv og færden. Fællesskabet har været det centrale i  tidligere revivals og ser ud til at blive det denne gang også. Men tiden er en anden, så rammerne om fællesskabet og identiteten, som samler fællesskabet, bliver helt sikkert anderledes. Det er spændende tider.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg for alvor stiftede bekendtskab med begrebet talentudvikling. Under alle omstændigheder var det ikke som en del af folkedansens begrebsverden, hvor enhedstanken er den absolut dominerende. Folkedans er nemlig for alle, siger man med eftertryk. ALLE kan være med. Det må alle i hvert fald også gerne, men det er mere et udtryk for folkedansens eget drømmescenarie, end det er udtryk for virkeligheden. For alle er jo netop ikke med. Det er kun en fåtallig skare, der reelt er med og har de fornødne kompetencer for at deltage. En del andre kigger interesseret på, men det store flertal lever lige godt med som uden folkedans. Og kernemiljøerne selv hævder hårdnakket, at konkurrence, niveauforskelle og talentudvikling er en hån mod fællesskabet og foreningstanken, ja endda selve kernen af folkedansen. Helt anderledes er det f.eks. med de store professionelle sportsgrene, hvor målrettet talentudvikling driver værket. Og det har jo ikke betydet, at der ikke længere findes hyggefodboldklubber eller fællesskab og foreningsånd. Det har til gengæld betydet en kolossal eksponering i den brede befolkning via en massiv mediedækning. Og det har bevirket, at en betragtelig del af befolkningen beskæftiger sig med aktiviteten på alle planer lige fra hyggebegynder til elite. Og at den pågældende aktivitet er en betydelig fællesskabsgenerator i ethvert lokalsamfund. Der er masser af grunde til at man ikke kan sammenligne folkedans og fodbold, eller er der? Under alle omstændigheder har folkedansen et massivt og pt uforløst potentiale, og det er præmissen, man går ind på, ved at læse videre.

Folkemusikken har forstået at udnytte potentialet ved talentudvikling ved at koble sig på musikkens talentudviklingsfødekæde bestående af musikskoler, MGK og konservatorium og er derfor blevet en betydelig fælleskabsgenerator via de professionelle udøvere, der engageret har kastet sig ud i arbejdet med at nyskabe præcis det særlige fællesskab, som vi alle synes er så enestående ved vores aktivitet. Folkemusikken har haft god hjælp af den etablerede struktur på musikkens område. Man har blot skullet koble genren på. Helt så enkelt ser det ikke ud for dansen, der ikke på samme måde har en statsstøttet velorganiseret struktur at træde ind i. Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan bruge talentudviklingstanken til noget. Det starter med at man bliver bevidstgjort om, at det er det, man gør. Det er første skridt. Det andet skridt er, at den bevidstgørelse får betydning for ens handlinger. Derefter ruller bolden. Jeg har bedrevet talentudvikling i mange år snart. I begyndelsen vidste jeg ikke, at det var det, jeg gjorde, og kaldte det ikke ved navn, men ved hele tiden at understøtte den enkeltes eget drev, også når det gik ud over det sædvanlige, fik jeg bygget en undervisningsmodel op, der motiverer alle niveauer.  

Og ja, talentudvikling og den deraf følgende professionalisme på folkemusikkens område har nogle konsekvenser, men overordnet set har det betydet en nødvendig positiv udvikling. Alle udviklinger har konsekvenser, som man i bagklogskabens klare lys må tage hånd om. En af konsekvenserne af folkemusikkens professionalisering var nok at dansen blev efterladt på perronen. Dansens manglende professionalisme er efter min mening en væsentligere årsag til de problematikker, vi ser lige nu, end selve musikkens professionalisering. Vi har brug for den drivkraft, der ligger i talentudviklingstanken.

Og jeg mener det ikke ud af den blå luft. Folkeskolen har også traditionelt arbejdet ud fra enhedstanken, hvor det vigtigste er at få bunden med op. Den grundlæggende antagelse har været, at de stærke elever da formår at klare sig selv. Men i de senere år har der udviklet sig et fokus på de stærkeste elever, og det har i den forbindelse vist sig, at deres talent kan blive en positiv medspiller i forhold til at hæve bunden. Undersøgelser viser, at når man OGSÅ fokuserer på at udvikle de stærkeste elever med udgangspunkt i deres forudsætninger, får det en direkte tilbagekoblingseffekt på de svageste elevers niveau. En af de grundlæggende modeller i det forsøgsbaserede talentarbejde i grundskolen bygger på en bevidsthedsændring i forberedelsen af undervisningen. Frem for at tage udgangspunkt i middelniveau tager man udgangspunkt i topniveau og skalerer nedefter. Det betyder, at talentarbejdet kan bygges på eksisterende materiale og fortrinsvis baseres på en bevidsthedsændring hos underviserne.

Det samme gør sig gældende med folkedans, hvor jeg gennem årene har arbejdet ud fra en tilsvarende metode, som danner grundlag for mit talentarbejde og min undervisning generelt. Jeg ændrer ikke en tøddel på materialet, altså folkedansene, men jeg har ændret på min måde at bruge materialet på i undervisningen, hvor jeg bevidst arbejder på flere niveauer samtidig. Det er det interessante, og det er det, der kan være med til at implementere et talentarbejde i vores aktivitet uden at fjerne fællesskabet og adgangen for alle til at være med.

Jeg tror folkedansen skal tænke målrettet og bevidst i talentudvikling. Som det er nu, er det mere eller mindre tilfældigt, hvorvidt der opstår et talent. Skulle der opstå et talent, er det som et resultat af talentets egen indsats, for der står ikke nogen klar hverken til at gribe og udvikle talentet eller til at drage nytte af det. Puljen af talentfulde dansere for tiden meget lille. Jo mindre puljen er, desto færre potentielle talenter er der at tage af, og desto mere målrettet bør de efter min mening støttes op om.

Under alle omstændigheder nyder jeg at se, hvordan de talenter, som jeg gennem tiden har arbejdet med, for en stor dels vedkommende på forskellige måder har stor indflydelse på miljøet i dag, hvor de både som dansere og undervisere fungerer som inspiratorer og forbilleder for vækstlaget. Lad os komme i gang!