17-11-2020

Jeg savner at danse!

Åh,  hvor jeg dog savner at danse. Bevares, jeg kan da få en enkelt dans eller to med konen og børnene eller de tilladte nære kontakter. Og det er dejligt. Jeg kan også tage mig en dans med mig selv her i stuen. Det kan også være godt. Men det er ikke det, jeg mener. Jeg savner simpelthen at danse igennem, så jeg er gennemblødt af sved, overstimuleret af endorfiner, mærker rislen ned ad ryggen (og i glasset), og øm i fødder og ben og totalt høj af at være i et med musikken, omgivelserne, gulvet, luften, natten, universet, evigheden, lykken, for det er det, det er, når det er bedst.

Man kan jo håbe, at det snart sker igen, for pandemien må jo få en ende. Og så er alt vel godt? Tja, faktisk har der været en del tid til eftertanke her i denne danseløse tid. Og sandheden er vist, at corona ikke kan bære hele ansvaret for det savn. Det var den konklusion, som underbevidstheden en tilfældig dag i coronatiden sendte op til overfladen til videre behandling i de mere bevidste centre i kontoret på første sal. ”Men hvorfor er det SÅ, at der er for længe imellem disse ekstaser?”, spurgte den øverste chef naturligvis sine afdelingsledere i centrene for sprog og filosofi, følelsesregistret, centrene for motorik og aldringsprocesser og sikkert adskillige andre, der straks gik i gang med at undersøge påstanden. Den vølveagtige underbevidsthed har ikke telefontid og kan heller ikke kontaktes på de sociale medier, så det mest nærliggende at gøre i en sådan situation (hvis man ikke kan sylte sagen) er måske at foretage en grundig analyse af påstanden med henblik på verifikation eller afvisning når sammenholdt med relevante oplysninger fra centre under bevidsthedens kontrol.

Sagen vakte større interesse på de forskellige kontorer og satte skub i mange års mere eller mindre bevidste refleksioner over meget grundlæggende spørgsmål og sammenhænge indenfor dans, musik, tradition og fornyelse og meget meget mere. Selvfølgelig er der ikke et klart svar på spørgsmålet. Skal sagen så henlægges? Eller kan der indhentes yderligere oplysninger? Skal der tilknyttes yderligere centre? Tja, det er nok op til chefen, og det er jo mig! Og jeg ved i hvert fald, at den passion, jeg har for den danseform, der siden 1993 har været min måde at udtrykke mig på til musik, ikke sådan lader sig henlægge. Men jeg ved også, at den passion på visse områder har svært ved at finde udtryk i disse år, og det afføder mange overvejelser i forhold til folkedansens situation. Og chefen bestemte sig for, at reflektere videre i blogform.

Det er jo med folkedansen som med drivhuseffekten, at hver dag er magen til dagen før, og set i det lys er det svært at forestille sig at noget skulle have ændret sig. Ikke desto mindre er der sket ikke så lidt med folkedansens situation gennem de seneste 20 år. Måske er der ligefrem en omvendt proportional sammenhæng mellem folkedans og CO2-udledning. Jo mere CO2 des mindre folkedans. Og dog…

Men hvad ER det egentligt, der er forandret? Og hvori består forandringerne? Er der kommet noget til? Hvad er forsvundet, som man kan savne? Er det godt, at noget er væk for evigt? Ubetydelige småting kan over år betyde døden eller livet for centrale dele af en tradition, som dermed vil være ændret for evigt. Uden at nogen gjorde noget særligt. Og det er vel sådan det må være, når en tradition lever, eller…….

Alle disse ord blot for at byde velkommen til min blog, hvor jeg vil reflektere over dans generelt og folkedans især.