09-03-2021

En brøler - og hvordan det må føles at være ny danser

Vi var instruktører på hvert vores landskursus for instruktører og særligt øvede dansere. Under ballet om aftenen kom vi til at danse sammen i en kvadrille, hvor de 3 andre par samme dag havde deltaget i et 3. og meget specifikt nørdekursus om Thydanse, endda med Karl Skårup (en af de helt store traditionsbærere fra Thy) som forspiller, ligesom han spillede for til den del af ballet, som jeg nu vil komme nærmere ind på. Man skal huske på, at det her ligger tilbage i tiden før thydansene rigtigt blev allemandseje. Karl Skårup spillede som sagt for til denne del af ballet, og emnet var selvfølgelig Thydanse. Dem havde vi da sådan overordnet set nok styr på, så snakken mellem os gik, og dansens navn lød også som noget, vi kendte, så selvom vi ikke helt hørte instruktionerne, så følte vi os da bestemt på sikker nok grund til at tage den på renomméet. Allerede her aner den kvikke læser nok, hvor det bærer hen.

Den følelse hørte nemlig hurtigt op, da først dansen kom i gang. De indledende figurer var lige netop anderledes nok til, at første gang kæden kom, endte vi med at gå den forkerte vej. Æv bæv begynderfejl! Det retter vi da op på næste gang. I selvsikker forvisning om at have løst problemet slappede vi netop nok af til, at vi overså den næste fælde, hvorefter vi befandt os bakkende rundt i en mølle, som de andre gik forlæns i. Endnu var vi forholdsvist rolige. Selvtilliden fejlede ikke noget. Vi vidste jo, at vi for hver tur ville få en ny chance. Hvad vi ikke vidste var, at denne dans var en af de sjældne, hvor parrene ikke hver gang står på samme plads (altså tror vi nok). Således stadig galt afmarcheret allerede fra starten af 3. tur var vejen banet for total deroute. Inden vi havde fundet vores ”egen” plads, var vi kommet til en af de figurer, som vi ikke helt havde gennemskuet. Da vi heller ikke havde haft synderligt megen tid til refleksion, gennemførte vi den heller ikke denne 4. gang. Til vores forsvar skal dog siges, at vi havde fantasi nok til at prøve en ny måde, som dog heller ikke bragte os nærmere noget brugbart. Således opslugt af at udveksle nye ideer til afprøvning næste gang kom vi galt afsted i kæden igen og missede totalt møllen, som vi med nød og næppe indhentede inden 5. tur.

Da vi allerede på det tidspunkt var velrenommerede instruktører i det pågældende miljø, anede de 3 andre par i kvadrillen ikke fra starten uråd og følte sig sikkert fortrøstningsfulde ved vores tilstedeværelse (det gjorde vi i hvert fald selv), selvom de jo via deres nørdekursus vidste mere om denne særlige dans, end vi kunne forventes at vide. Vi var dog kun ganske kort inde i 2. tur, da de første gang forsigtigt tillod sig at oplyse os om et par detaljer vedr. dansens udførelse, og straks derefter kunne man ane de første tegn på panik. Graden af forsigtighed fra vore meddanseres side dalede således i samme takt, som antallet af fadæser og fejlbeslutninger fra vores side eskalerede. Ved indgangen til 4. tur havde vi for længst via kommandostadiet nået hive-trække-skubbe-stadiet. Det er mig stadig ubegribeligt, hvordan tre par, som kunne dansen, og som på skift uden ophør sendte nye retningsangivelser i hovedet på os, ikke kunne lykkes med at få os på ret køl. Måske netop derfor. Vi prøvede ellers ihærdigt at afkode deres korte beskeder, hver gang vi mødtes i en opføring, men samtaler i opføringer er ikke til større ordvekslinger, og vi kom da også flere gange hjem fra besøg hos fremmed med usammenstykkelige fragmenter af mulige løsninger, som vi ikke nåede at vurdere, før en ny besked løb ind. Tænk lige på, at man i løbet af en kæde møder 3 fremmede hver 2 gange. Hvis de hver siger noget, er det 6 beskeder, der skal formidles til partneren, der selv har seks andre beskeder med hjem. Men intet varer som bekendt evigt, heller ikke skubbe-og-hive-stadiet, og før 6. tur havde de indset, at løbet var kørt. Katastrofen var total! Intet – hverken dans eller ære (hverken vores eller deres) - stod til at redde. De ville på ingen måde lykkes med deres mission: at vise Karl Skårup noget, der tilnærmelsesvist lignede den dans, som han få timer forinden havde lært dem til perfektion. De indviede ved, at der er mange ture (gennemdansninger) i en kvadrilledans fra Thy, og som jeg husker det, gennemførte vi ikke en eneste af dem korrekt. 

Som årsag til hele miseren burde vi måske have erkendt nederlaget tidligere og være stoppet, mens legen var god. Vi kunne jo have vist de andre det hensyn at forlade kvadrillen. I stedet valgte vi at kæmpe, og det ligger der da på sin vis også noget ædelt i. Desværre tabte vi. Vi var da heldigvis så erfarne dansere, at vi ikke gik knækkede derfra men tværtimod evnede at more os over os selv, hvilket vel sådan set er et godt træk, hvis blot ikke de 3 andre par tydeligvis ikke besad samme humor som os. Eller også var det måske, fordi vi alligevel morede os lige vel meget i forhold til dansens sværhedsgrad, og hvor meget den krævede af vores koncentration. Det er dags dato ikke lykkedes mig at erindre, hvilken dans det skulle have været. Hvis nogle af disse tre andre par læser dette, bringer jeg her langt om længe min undskyldning. Det var ikke pænt af os at sabotere jeres præstation i kvadrillen i første række lige foran Karl Skårup og et helt orkester. Det var bestemt ikke med vilje. Men urkomisk. For at føje spot til skade rejste orkesterlederen sig efter endt forestilling og præsenterede os som to af kursets fremmeste instruktører for den skraldgrinende forsamling.

Vi fniser stadig sammen over denne oplevelse, når vi af og til mødes i en dans, men jeg tror faktisk ikke, at de andre 3 par hverken morede sig eller havde en god oplevelse. Oplevelsen er efterfølgende blevet mig en særdeles lærerig påmindelse om, hvordan det må være at være ny danser. Følelsen af ikke at slå til, og at det går ud over nogle andre. Det er det, vi udsætter nye dansere for ved at invitere dem ind i danse, de slet ikke magter med vores evige mantra: ”Kom bare med! Du kan sagtens være med! Alle kan finde ud af det!”. For ud over at sætte vores egen oplevelse over styr, formøbler vi de nyes tro på, at de kan finde ud af det her. Vi kom skraldgrinende ud af denne dans, men det var kun, fordi vi i forvejen var ovenpå med årtiers erfaring og viden om, at det her har vi grundlæggende styr på. Sæt i stedet en helt uerfaren i denne situation. Det tror jeg ikke mange ville komme styrket ud af. Måske er det derfor, at mange prøver folkedans uden at komme igen.