06-04-2021

Overlevering af dans efter den traditionelle metode.

Når jeg bringer talen hen på danseundervisning, er der tendens til at mange ryster lidt på hovedet og giver udtryk for den opfattelse, at dans ikke skal undervises, det skal læres ved at danse med en, der kan og ellers bare lytte til musikken. BUM. Jeg synes, at det er noget af det mest forfejlede og uambitiøse, man kan påstå på dansens vegne. BUM. Ikke desto mindre er det det, der fylder mest. Det bliver der ikke længere mange gode dansere af.

Der er en udbredt ide om, at ens personlige danseeudtryk bliver ødelagt af at blive dikteret af undervisning. Det kommer da i den grad an på, hvilken slags undervisning, man modtager. Den traditionelle metode fastfryser danseeudtrykket til det, der kom ud af mødet med traditionen, mens god undervisning fremelsker dansemæssige færdigheder og valg. Jeg er fuldstændig klar over, at det er to meget forskellige ting, og at talemåden ”hver ting til sin tid” i den grad er passende at fremhæve lige her. Når det så er sagt, må man spørge sig selv, hvor der i dag er mulighed for at få overleveret noget ved den traditionelle metode.

Traditionelt har man lært at danse ved at danse med en, som kan, og ved at kigge på dem, der kan, og øve sig. Helt konkret er det foregået på den måde, at børnene kigger på, at de voksne danser, og øver sig lidt i det skjulte, og efterhånden som de vokser op, nærmer de sig dansegulvet. Mange traditionsbærere fortæller, at de har lært det af deres mor hjemme på køkkengulvet forud for deres første bal.

Sådan foregår det stadig på Fanø. Først må man øve sig udenfor forsamlingshuset. Når man kan tilstrækkeligt, får man lov at danse videre inde midt på gulvet, hvor man ikke forstyrrer de gode par ude i dansebanen. Dér får man først lov at være, når man kan danse. Et velfungerende og smukt system til at bære en tradition videre. Metoden er dog blevet forherliget og romantiseret ud over det rationelle gennem de seneste mange år. Den har nogle svagheder, der gør, at det simpelthen ikke virker, hvis man vil andet med dansen end at preservere den i fastlåste tidslommer. Og vi vil vel mere med dansen end det? Det ville man i hvert fald også i slutningen af 1800-tallet, hvor danselærere udbredte dansen over hele landet, dengang den endnu var moderne på den helt oprindelige måde.

Tiden er passé alle andre steder end på Fanø for den slags overlevering. Der er ikke kontinuitet nok i at danse af og til med en god danser til et bal. Der er alt for få baller og alt for få gode dansere. Hvert bal præsenterer som regel 3-4 traditioner eller flere på en aften. Det er vi nogle, der mestrer, men ikke pga. traditionel overlevering. At mestre en tradition er noget andet end det, man opnår ved at vokse op i traditionen. Vi mestrer det pga. kurser og undervisning. Vi kommer aldrig til at være traditionsdansere. Men vi kan bruge de traditionelle udtryk, når musikken indbyder til det, og bevare traditionen på den måde.

Den traditionelle metode hverken udvikler eller øger dansernes færdigheder som dansere, den fastholder dem som traditionsbærere med få og traditionsbestemte udtryksmuligheder. Præcis det samme vil ske med dårlig eller dogmatisk undervisning. De færdigheder, der skal til for at honorere kravene for at deltage i et bal i vore dage, er nogle andre. Man skal mestre adskillige traditioner, evne at variere sin dans efter musikken, der oftest heller ikke længere spiller distinkt traditionsmusik. De, der mestrer og blander flere traditioner, har stort set alle modtaget målrettet undervisning, både musikere og dansere.

Den traditionelle overlevering bevidstgør ikke danserne om deres dans. Der er blot tale om at kopiere faste og ubevidste bevægemønstre. Det betyder, at der skal en helt ny kopieringsproces til, hver gang man vil lære noget nyt. Dansere, der har lært at danse på andre mere bevidsthedsskabende måder, har oftest kortere og flere veje til at tilegne sig dansetraditioner og dansemønstre.

Det er især musikere, der elsker den traditionelle metode. Den er nem at formidle fra en scenekant. ”Byd en op, der kan, det er ikke svært det her”, bliver der sagt. Jeg møder til gengæld meget få dansere, der ikke er blevet glade for at modtage undervisning. De føler sig iført syvmilestøvler og langt tryggere på dansegulvet efter ganske lidt undervisning.

Den traditionelle metode har altså en kvantitetsbegrænsning. Alene kan den ikke masseudvikle store antal dansere. Det kræver undervisning, helst af den gode slags, der ikke bare er instruktion. Dermed ABSOLUT IKKE være sagt at det er uden betydning at danse med en der kan. Det er da sammen med undervisning en uundværlig del af det at blive en god danser. Der er desværre, som det er nu, ikke det store overlap mellem de erfarne og de nye dansere. De to grupper befinder sig hver deres steder. Måske har de erfarne dansere gemt sig lidt i nogle nicher, hvor de kan være erfarne sammen. Måske fordi man i sin iver for at inddrage alle de dejligt mange nye, der heldigvis er interesseret i vores passion, har glemt et af de vigtigste elementer fra den traditionelle metode: at passe på de erfarne. I stedet for at lade de nye øve sig ude på parkeringspladsen først og siden et sted på dansegulvet, hvor de ikke er i vejen, har man fra dag 1 sat dem midt i dansebanen, så der ikke er plads til at være erfaren. Og hvem skal de nye så tage ved lære af?

PS Jeg VED GODT, at man fænger de nye ved at de oplever den fede stemning der er midt i det hele, men spørgsmålet er om de reelt får den fuldfede oplevelse og om den fuldfede oplevelse kan holde til det.