27-08-2021

Talentudvikling

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg for alvor stiftede bekendtskab med begrebet talentudvikling. Under alle omstændigheder var det ikke som en del af folkedansens begrebsverden, hvor enhedstanken er den absolut dominerende. Folkedans er nemlig for alle, siger man med eftertryk. ALLE kan være med. Det må alle i hvert fald også gerne, men det er mere et udtryk for folkedansens eget drømmescenarie, end det er udtryk for virkeligheden. For alle er jo netop ikke med. Det er kun en fåtallig skare, der reelt er med og har de fornødne kompetencer for at deltage. En del andre kigger interesseret på, men det store flertal lever lige godt med som uden folkedans. Og kernemiljøerne selv hævder hårdnakket, at konkurrence, niveauforskelle og talentudvikling er en hån mod fællesskabet og foreningstanken, ja endda selve kernen af folkedansen. Helt anderledes er det f.eks. med de store professionelle sportsgrene, hvor målrettet talentudvikling driver værket. Og det har jo ikke betydet, at der ikke længere findes hyggefodboldklubber eller fællesskab og foreningsånd. Det har til gengæld betydet en kolossal eksponering i den brede befolkning via en massiv mediedækning. Og det har bevirket, at en betragtelig del af befolkningen beskæftiger sig med aktiviteten på alle planer lige fra hyggebegynder til elite. Og at den pågældende aktivitet er en betydelig fællesskabsgenerator i ethvert lokalsamfund. Der er masser af grunde til at man ikke kan sammenligne folkedans og fodbold, eller er der? Under alle omstændigheder har folkedansen et massivt og pt uforløst potentiale, og det er præmissen, man går ind på, ved at læse videre.

Folkemusikken har forstået at udnytte potentialet ved talentudvikling ved at koble sig på musikkens talentudviklingsfødekæde bestående af musikskoler, MGK og konservatorium og er derfor blevet en betydelig fælleskabsgenerator via de professionelle udøvere, der engageret har kastet sig ud i arbejdet med at nyskabe præcis det særlige fællesskab, som vi alle synes er så enestående ved vores aktivitet. Folkemusikken har haft god hjælp af den etablerede struktur på musikkens område. Man har blot skullet koble genren på. Helt så enkelt ser det ikke ud for dansen, der ikke på samme måde har en statsstøttet velorganiseret struktur at træde ind i. Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan bruge talentudviklingstanken til noget. Det starter med at man bliver bevidstgjort om, at det er det, man gør. Det er første skridt. Det andet skridt er, at den bevidstgørelse får betydning for ens handlinger. Derefter ruller bolden. Jeg har bedrevet talentudvikling i mange år snart. I begyndelsen vidste jeg ikke, at det var det, jeg gjorde, og kaldte det ikke ved navn, men ved hele tiden at understøtte den enkeltes eget drev, også når det gik ud over det sædvanlige, fik jeg bygget en undervisningsmodel op, der motiverer alle niveauer.  

Og ja, talentudvikling og den deraf følgende professionalisme på folkemusikkens område har nogle konsekvenser, men overordnet set har det betydet en nødvendig positiv udvikling. Alle udviklinger har konsekvenser, som man i bagklogskabens klare lys må tage hånd om. En af konsekvenserne af folkemusikkens professionalisering var nok at dansen blev efterladt på perronen. Dansens manglende professionalisme er efter min mening en væsentligere årsag til de problematikker, vi ser lige nu, end selve musikkens professionalisering. Vi har brug for den drivkraft, der ligger i talentudviklingstanken.

Og jeg mener det ikke ud af den blå luft. Folkeskolen har også traditionelt arbejdet ud fra enhedstanken, hvor det vigtigste er at få bunden med op. Den grundlæggende antagelse har været, at de stærke elever da formår at klare sig selv. Men i de senere år har der udviklet sig et fokus på de stærkeste elever, og det har i den forbindelse vist sig, at deres talent kan blive en positiv medspiller i forhold til at hæve bunden. Undersøgelser viser, at når man OGSÅ fokuserer på at udvikle de stærkeste elever med udgangspunkt i deres forudsætninger, får det en direkte tilbagekoblingseffekt på de svageste elevers niveau. En af de grundlæggende modeller i det forsøgsbaserede talentarbejde i grundskolen bygger på en bevidsthedsændring i forberedelsen af undervisningen. Frem for at tage udgangspunkt i middelniveau tager man udgangspunkt i topniveau og skalerer nedefter. Det betyder, at talentarbejdet kan bygges på eksisterende materiale og fortrinsvis baseres på en bevidsthedsændring hos underviserne.

Det samme gør sig gældende med folkedans, hvor jeg gennem årene har arbejdet ud fra en tilsvarende metode, som danner grundlag for mit talentarbejde og min undervisning generelt. Jeg ændrer ikke en tøddel på materialet, altså folkedansene, men jeg har ændret på min måde at bruge materialet på i undervisningen, hvor jeg bevidst arbejder på flere niveauer samtidig. Det er det interessante, og det er det, der kan være med til at implementere et talentarbejde i vores aktivitet uden at fjerne fællesskabet og adgangen for alle til at være med.

Jeg tror folkedansen skal tænke målrettet og bevidst i talentudvikling. Som det er nu, er det mere eller mindre tilfældigt, hvorvidt der opstår et talent. Skulle der opstå et talent, er det som et resultat af talentets egen indsats, for der står ikke nogen klar hverken til at gribe og udvikle talentet eller til at drage nytte af det. Puljen af talentfulde dansere for tiden meget lille. Jo mindre puljen er, desto færre potentielle talenter er der at tage af, og desto mere målrettet bør de efter min mening støttes op om.

Under alle omstændigheder nyder jeg at se, hvordan de talenter, som jeg gennem tiden har arbejdet med, for en stor dels vedkommende på forskellige måder har stor indflydelse på miljøet i dag, hvor de både som dansere og undervisere fungerer som inspiratorer og forbilleder for vækstlaget. Lad os komme i gang!