15-10-2021

Det keltiske sprog på øen Man og dansk folkedans

Hvad mon det keltiske sprog på øen Man har med dansk folkedans at gøre? 

Ikke ret meget, hvilket de fleste nok også ville have forventet. Men der er sket noget interessant på Man, som på en sær måde fængede min folkedanserhjerne, og som alligevel kan gøre overskriftens spørgsmål relevant. Vi skal lige en omvej ad sproghistoriske veje. 

Alle har hørt om kelterne, et folkeslag, der dominerede Mellem- og Sydvesteuropa i årtusindet f.kr., inden de blev fordrevet til de britiske øer, hvor deres sprog og kultur overlevede i fjerne afkroge af England, Skotland, Wales og Irland (en enkelt stamme vandrede endda tilbage til kontinentet, hvor de bosatte sig i Bretagne), hvor de gennem de seneste århundreder er blevet udsat for hårdhændet anglificering i en grad, så der kun er ganske få modersmålstalende keltere tilbage her ved begyndelsen af det 21. århundrede.

Således også på Man, hvor øens keltiske sprog nærmest var uddødt, da den sidste modersmålstalende døde i 1974. På det tidspunkt foregik der allerede et genoplivningsarbejde, og sproget døde derfor aldrig helt ud. Denne genoplivning har taget fart i årtierne efter, og efter mange års ihærdigt arbejde, er der nu endelig lys for enden af tunnelen for Manx, som sproget hedder på engelsk, eller y Ghaelg, som det hedder på Ellan Vannin (Isle of Man). Nu er der mange, der taler sproget igen, også nye modersmålstalende.

Jeg skal ikke trætte jer med sproghistorie længere, for vi nærmer os pointen. Nogle har måske allerede tænkt, at linket til folkedans har noget med genoplivning at gøre, og det er helt korrekt. Folkedansen blev genoplivet først i 1900-tallet, hvor der ud fra ældre folks erindringer om dans og musik blev skabt en ny levende tradition, der har holdt dansen levende indtil nu, selvom mange nok vil mene, at det synger lidt på sidste vers. Også i     70´ernes revival blev der skabt / videreført (efter hvem man spørger) andre nye levende traditioner med base i nye indsamlingsarbejder blandt folket. Også denne tradition lider under vigende tilslutning. Folkedansen har altså brug for endnu en revival som dem, der tidligere har fundet sted, og det er her, det bliver interessant at høre, hvad man på Man svarer, når der bliver spurgt til, hvornår den sproglige revival rigtigt tog fart og hvorfor.

Genoplivningen tog først rigtigt fart, svarer en af ildsjælene, da de sidste gamle faldt væk, og de nye generationer fik plads til at bruge sproget frit og utvungent af traditionelle kontekster og idealer fra en svunden tid.

Denne noget kategoriske påstand får i hvert fald mig til at fundere over, hvilken retning, identitet og mening som fremtidige generationer kan drage ud af arven, som de er ved at få øjnene op for i disse år. Traditioner bliver kun brugt hvis de giver mening for brugerne, og de giver kun mening, hvis de indgår som en naturlig del af brugernes liv og færden. Fællesskabet har været det centrale i  tidligere revivals og ser ud til at blive det denne gang også. Men tiden er en anden, så rammerne om fællesskabet og identiteten, som samler fællesskabet, bliver helt sikkert anderledes. Det er spændende tider.