07-11-2021

Dans og musik - sammen eller hver for sig.

I takt med at folkemusikken udvikler sig mere og mere scenisk, diverst og ekspressivt i disse år, føler jeg som folkelig danser et øget pres for en anden form for ekspressivitet i mit danseudtryk. Og jeg må stille mig selv spørgsmålet om, hvorvidt kravet om ekspressivitet i den folkelige dansegenre er foreneligt med essensen af genrens selvforståelse, som i virkeligheden ikke har flyttet sig på trods af genrens store udvikling i scenisk retning. Kan det lade sig gøre at bibeholde en opfattelse af dans og musik i uadskilleligt samspil, når de i virkeligheden i visse sammenhænge flytter sig mere og mere fra hinanden? Jeg skal så at sige danse spontant og impulsivt til et scenisk udtryk, jeg ikke har mulighed for at forberede mig på. Med en coronafloskel kan man måske hævde, at de er endt med at eksistere sammen - men hver for sig. 

Fra mit udgangspunkt som danser mærker jeg tydeligt, at der spilles mere for mig end til mig i disse år, hvor den sceniske folkemusik udvikler sig med stormskridt. Det er nogle andre virkemidler, der gør sig hos et lyttende publikum end hos et dansende publikum, i hvert fald hvis man, som det tit opfordres til, forventer, at der danses traditionel dans til musikken. Og dog forsøger man oftest at kombinere de to. Måske skulle man være mere skarp på hver ting til sin tid. Det er simpelthen ikke nær så inspirerende at danse til et koreograferet stykke musik med forud planlagte intentioner som til musik, der udelukkende fremføres som dansemusik. Jeg har danset til mange liveopførte CD´er, og det lykkes aldrig helt musikerne at slippe deres kommercielle ambition og lade deres iscenesatte kompositioner udvikle sig frit i samarbejde med dansegulvet, SELVOM alle ideligt bekræfter hinanden i, at det netop er forskellen på os og de andre.

Som danser føler jeg mig ikke som en del af processen. Jeg finder ikke altid de intentioner i musikken, der indbyder mig til at danse og lege med.  Jeg finder nogle overordnede musikalske virkemidler, der tillader dans, men det er ikke nok. Jeg vil have musikkens udelte opmærksomhed, jeg vil skubbes, trækkes, ledes, prøves af, henføres og inddrages. Jeg vil have modsvar på mine bidrag. Ting, som man snakker om hele tiden, men som meget få i virkeligheden kan. Måske er det, fordi dansen og musikken aldrig har delt et fælles sprog? Og at de to sprog for tiden skrider hver til sit? Måske er det dansesprog, jeg har lært som folkelig danser, ikke det sprog, der tales til i dag? I hvert fald er der en del ting i min værktøjskasse, der for sjældent bliver talt til. Måske taler vi for meget babysprog til hinanden, i stedet for at snakke voksensprog. Måske er de dansesproglige og dansefaglige forudsætninger hos både dansere og musikere for ringe. Måske trænger vi til et fælles dannelsesløft. Måske er det, musikken vil, ikke det, dansen kan. Det føles i hvert fald som om musikken kører solo lige for tiden, og at dansen sakker mere og mere bagud som en skamredet hest på musikkens alter.

Nuvel, fokus har været på scenisk udtryk, og mange tænker måske ikke på at skelne. Men både musikere og dansere er i en scenisk sammenhæng nødt til at bruge andre virkemidler og meget større armbevægelser for at ekspressionerne / intentionerne evner at underholde et publikum, der kun har ørerne og øjnene at opfatte med. Når disse store musikalske armbevægelser overføres direkte til en balsituation, giver det -udover et indlysende misforhold mellem scenisk musik til baldans - noget støj, som at skrue alt for højt op for højttalerne. I en sådan situation får man som danser en masse højtråbende impulser, der overdøver de subtile impulser, vi normalt bruger at danse på. Det giver mange letkøbte muligheder for den utrænede danser, der bare vil bevæge sig genreløst, og dem er der selvsagt stort fokus på i disse år. Men de erfarne dansere med velfunderet base i genrens værktøjskasse og sprog tales der ikke til, og deres sprog forstås ikke længere af mange. Mange anser det endda for ensformigt, udynamisk, kedeligt og uinspirerende i sammenligning, og det er det måske også at se på for den uindviede, men tag ikke fejl! Det er intenst og dynamisk for de involverede, og det er jo netop dem, det handler om i en balsituation. Minimale virkemidler inspirerer på kryds og tværs mellem dansere og musikere, fra danser til danser, fra musiker til musiker og ingen kan på forhånd vide, hvad det vil udvikle sig til. Det eneste, der kræves, er evnen til at opfatte det og erfaring nok til at kunne agere på det opfattede.

Impulsivt, improviserende og enestående.