04-02-2022

Genovervej det lige!

Jeg er ved at læse en bog af (efter sigende) en af USA's mest fremtrædende forfattere og foredragsholdere udi organisationspsykologi. Han hedder Adam Grant, er psykolog, arbejder med ideudvikling og har skrevet flere bøger om emnet. Bogen, som inspirerer mig til dette blogindlæg hedder Think Again eller på dansk Tænk igen i betydningen gentænk, genovervej, overvej det lige en gang til. At tænke igen eller at stille spørgsmålstegn ved er en måde at holde sindet åbent for nye eller utænkelige ideer og løsninger. Det er ikke en metode, snarere en mental tilstand, hvor man holder sig for øje at stille spørgsmålstegn ved faste anskuelser og selvfølgeligheder med henblik på at udforske og derved skabe ny læring. Man må tillade sig selv / tvinge sig selv til (efter hvordan man er indrettet) at aflære indstillinger og opfattelser og genlære sig nye og dermed udforske virkeligheden på ny og derigennem skabe nye erkendelser. Indledningsvis skal man spotte det, der skal genovervejes, for ofte lægger man ikke engang mærke til, hvor mange gange på en dag, man læner sig op ad ubevidste og uovervejede antagelser. Først da kan man genoverveje og - måske / måske ikke - slippe forældede antagelser, der ikke længere er til gavn og derved opnå evnen til at se verden, som den er, og ikke, som man ønsker, den skal være, eller som den var engang. Derved opnås den fleksibilitet, der skal til for at eksistere i den verden, der forandrer sig hurtigere og hurtigere, og først da kan man agere hensigtsmæssigt og successfuldt under de til enhver tid givne forhold. Rettidig omhu kunne det måske kaldes.

Vi skal altså aflære og genlære hele tiden. Den har vi hørt før. Omstillingsparat og så videre og så videre. Ja, ja, ja, vi skal nok. Eller skal vi hellere som Sven Brinkmann stå fast? Det behøver vel ikke være så firkantet endda. Kunne det tænkes at være en måde at stå fast på at sikre sig at være i stand til at træffe de rette beslutninger. Det er altid godt at vælge sit ståsted med omhu, og man kan nok godt kigge sine etablerede antagelser igennem uden at give afkald på hele sin integritet. Helt lavpraktisk har gamle antagelser det med at spænde ben for nye indsigter og positive udviklinger, er Adam Grants pointe. Men hvorfor kan tingene nu ikke bare være som de altid har været? Jamen det er jo ikke altid, man egentlig er tilfreds med tingene som de er. Tag nu f.eks. folkedansen. Vi er da mange, som - nå nej ikke længere så mange endda, men i hvert fald nogle - der synes, at der trænger til at ske noget. Det skal bare ikke være sådan noget, der laver om på det hele, vel? Og hvad skal vi gøre ved det? Vi har prøvet alt muligt (læs: ofte det samme om og om igen) og alligevel er musikken stadig en nichegenre og folkedansen svinder langsomt hen. Hvis man gør det samme igen og igen, får man også det samme resultat igen og igen. Måske skyldes det ikke direkte vores handlinger men snarere indirekte, at vi er uopmærksomme på nogle antagelser, der bør genovervejes.

En af Adam Grants pointer er, at mennesket har tendens til at danne sine antagelser i ungdommen og holde fast i dem uden sidenhen nogensinde alvorligt at genoverveje eller, som Adam Grant ville sige, aflære og gentænke dem efter ændrede forhold. Jeg læste faktisk engang en undersøgelse, der viste, at de fleste menneskers evne til nytænkning og ideudvikling daler kraftigt efter det fyldte 45. år.

En anden af Grants pointer er, at jo mere følelsesladet og dybt forholdet til en given antagelse er, desto mindre er tilbøjeligheden til at stille spørgsmålstegn ved den og altså aflære og genlære.

Under læsningen faldt mine tanker netop på folkedansens og folkemusikkens univers. Er der noget her, der trænger til aflæring og genlæring? Der er i hvert fald mange ideer, der er dannet i ungdommen, og som der er et følelsesladet forhold til. Kunne det tænkes, at ideer ikke opsnappes og nye domæner ikke indtages, alene fordi vi ikke formår at give slip på (aflære) forældede tankegange og opøve evnen til at handle i (genlære) nye kontekster? Bygger vores antagelser på forhold, der ikke længere eksisterer, og hvilke er i så fald de nye forhold, som vi skal arbejde under? Adam Grant hævder netop sammen med adskillige andre, at det ikke er en svaghed men en stor styrke og nødvendighed at skifte mening gentagne gange gennem livet, netop fordi udviklingen ændrer forudsætningerne, og fordi den samlede mængde af viden og data udvikler sig så voldsomt, at det er uholdbart grænsende til irrationelt at fastholde sine synspunkter over tid.

 Hvis man først sætter sig for at genoverveje, så er der selvsagt intet, som ikke kan genovervejes. Og hvad er der så tilbage? Hvornår skal man sætte foden ned og vove at stå fast og måske endda trække udviklingen i sin egen retning? Hvornår skal man lade sig rive med af udviklingen og lade sig trække med? Så eksistentielt behøver spørgsmålet her i virkeligheden ikke at stilles op. Mit ærinde her er blot at påpege, at man ved ikke at turde genoverveje, aflære og genlære får spændt ben for sine egne ønsker og formål, fordi de antagelser, man lægger til grund for sine beslutninger, ikke alle altid svarer til de givne forhold.

Når forandringens vinde blæser, så bygger nogle vindmøller, mens andre bygger læhegn.

Men folkedansen er jo en historisk ting, så hvad kan der dog være at overveje her? Ja selve den antagelse er måske den, man skal starte med. Alle de selvfølgeligheder, som vi overleverer til hinanden, er produkt af strømninger i tiden på indsamlingstidspunktet og holdninger til og erfaringer med materialet hos den, der bringer det videre. Danseren og musikeren fungerer som et levende arkiv, men hvad er det, vi opbevarer i det arkiv? Er det en dans anno 1850 eller en dans anno 2022. Eller begge dele?

Vi vil gerne udbrede folkedansen til flere. De betyder, at folkedansen skal være relevant for flere. Lige nu er den kun relevant for os selv og dem, der ønsker de ganske få varer, som man kun kan få i den tidslomme / bobbel, som vi kalder vores butik. Man kan genoverveje anvendelsesmulighederne for folkedans. Eller genoverveje, om folkedansen kan fungere udenfor den tidslomme. Og kan vi overhovedet finde ud af at se på folkedansen fra udenfor boblen.

Hvilke andre antagelser kunne folkedansen og folkemusikken med fordel genoverveje? Det er selvfølgelig helt op til den enkelte. Her er nogle af mine bud:

 

Ideen om den levende tradition

Ideen om overlevering

Ideen om et åbent og frisindet miljø

Ideen om at alle kan være med

Ideen om festen

Ideen om den historiske kontekst

Ideen om folkedans og -musik som politisk objekt

Ideen om konkurrence og elite

Ideen om dans og musik som lige

Ideen om undervisningsmetoder, didaktik og pædagogik

Ideen om fællesskab

Ideen om professionalisme

Ideen om form kontra indhold.

 

Jeg har allerede været inde på nogle af emnerne i tidligere blogindlæg, og jeg kommer helt sikkert ind på flere i fremtidige indlæg. Men det handler jo ikke kun om mig, det handler også om dig! Det er dig, der skal turde aflære og genlære med henblik på fremgang for dig og det, du beskæftiger dig med til fælles glæde for os alle sammen og alle de andre.