Traditionel dansk dans 

Groft sagt kan man sige, at man danser traditionel dans eller traditionsdans, når man danser de danse, der er overleveret fra de sidste traditionsdansere. Der er endnu ganske få af dem tilbage, altså dem, der har lært at danse i levende tradition af de ældre i et givent lokalsamfund. Som nævnt i afsnittet om definitionen af folkedans er der tale om glidende overgange mellem danseformer, og den danseform, hvis sidste rester blev indsamlet allerede omkring 1900 og blev til folkedanserbevægelsens materialer, overlevede enkelte steder i landet (Himmerland, Thy, Vestjylland, Stevns, Læsø) i levende tradition som en del af årets og livets fester indtil midt i 1980`erne, hvor det var muligt at optage videoklip af nogle par, der stadig kunne huske at danse de gamle danse som en del af den lokale overlevering fra generation til generation uden påvirkning fra folkedanserbevægelsen. Denne form for overlevering sker i dag kun et sted i Danmark, på Fanø, hvor sønderhoningen stadig bruges og overleveres til næste generation i lokalmiljøet.

Den moderne traditionsdanser

Alle andre steder foregår overleveringen af den traditionelle dans ikke længere i lokalmiljøet men i hele landet fra danser til danser og af og til på kurser, så man som jeg selv f.eks. kan lære sig traditionel dans fra alle de egne af Danmark, hvor den findes. Det betyder også, at den moderne traditionsdanser kan mange flere danse, fordi man som regel har opøvet færdigheder i mere end en tradition. Jeg har selv danset med et par traditionsdansere af den gammeldags slags, og jeg har danset med en hel del, der selv har lært at danse af traditionsdansere. Det kan lade sig gøre, fordi folkemusikken blev populær i 1970´erne, og mange unge blev opmærksomme på disse sidste få tilbageværende spillefolk og dansere. De besøgte dem og tog ved lære og bragte derved traditionsdansen dertil, hvor den er i dag - ud af sin lokale kontekst - og udbredte den til hele landet. Mange af disse unge lever stadig i dag og er aktive traditionsbærere.  

Mesterlæren

Dette materiale opfattes af brugerne som mere ægte end FFF´ernes, idet man har levende billeder og direkte overlevering fra bruger (informant) til bruger(optegner). Man går i dette miljø meget op i at danse og spille præcis som informanten, som mange personligt har danset og spillet med (efterhånden er overleveringen dog på 2. og 3. hånd), og man opfatter traditionen som levende i modsætning til FFF´ernes, netop fordi den overleveres fra person til person som en slags "mesterlære" og ikke har et stykke papir eller en bog og instruktør og node som mellemled. Men selv denne levende tradition skal passe på ikke at blive stiv og fastlåst på dokumentationens alter. Også her er der røster, der forlanger, at man skal rette ind, hvis man ikke gør som læremestrene. Selvom jeg elsker udfordringen ved at tilegne mig evnen til at efterligne dansestilen hos de gamle mestre, nægter jeg at føle mig som et historisk arvestykke. Jeg kan sagtens danse som mestrene, men det er ikke altid, jeg vil, for måske siger musikken noget andet til mig. Eller måske fordrer samspillet i kvadrillen noget andet. Og så er jeg endnu ikke så gammel som dem på videoerne, og alder må også betyde noget for dansemåden.

Materialets indhold

Svagheden ved denne måde er, at udbredelsen til større grupper via mesterlære  er omstændeligere end via noder og beskrivelser på skrift, men samtidig kan man vel påstå at overleveringen er præcisere og mindre "fejlbehæftet" eller fortolkningspræget. Samtidig er antallet af melodier og danse, som kan cirkulere på hukommelsen blandt mennesker færre end ditto på noder /dansebeskrivelser. En traditionel danser kan ikke så mange danse, som folkedanseren kan. De ægte traditionsdansere kunne færre end 50 danse. Fokus er meget på pardansetyper som vals, polka, schottis, hopsa, sønderhoning, polonæse, mazurka m.m. og mindre på nogle få simple opstillings- og turdanse såsom sekstur og ottemandsdanse.

Jeg husker tydeligt første gang jeg blev præsenteret for traditionsdansen. Jeg var netop ved at tro, at jeg nu havde fået styr på repertoiret, da jeg kom under vejrs med et kursus om forkert polka. At tænke sig! nu havde jeg netop lært at danse den rigtigt, skulle jeg så gøre det forkert. Hurtigt fandt jeg dog ud af, at det var betegnelsen på at danse den anden vej rundt i salen, og så kom jeg ellers i gang med forkert polka, vestjydsk vals og trædehopsa. Siden fulgte turene fra Thy og Petersen og Enkeltkæde fra Læsø. Alle danse, som jeg kendte i forvejen, og så alligevel ikke, for de var anderledes. De blev også danset en suite, altså i en bestemt rækkefølge, hvilket ikke var givet i folkedanserbevægelsen. Og turene var forudbestemt og ens i alle danse fra samme egn. Fra folkedanserbevægelsens generalisering af mange variationer til en og samme dans kom jeg her til det modsatte, hvor man nidkært vogtede over hver enkelt egns /landsbys eget særkende, og ikke at forglemme: den enkelte mesters personlige udtryk. Og det er jo sådan, det var. Overordnet set var dansene måske de samme over større dele af landet, men hver lille egn / by havde sine egne særlige kendetegn i dansene, præcis som sprogets dialekter, og i dette miljø er DET vigtigt. 

Hvordan udøves dansen

På diverse festivaler og baller arrangeret af en række organisationer og private rundt om i landet kan man møde traditionsdansen. En sjælden gang indimellem støder man på regulære nørdekurser, hvor man kan lære de forskellige traditioners særkender ned i mindste detalje, oftere støder man på kortere introkurser, og de er et rigtig godt sted at starte.

Jeg danser traditionsdans uden at være traditionsdanser

Jeg danser altså traditionsdans, men jeg har ikke fået den overleveret i mit lokalmiljø som en lokal danseform (selvom jeg kommer fra Stevns) men gennem en landsdækkende bølge af interesse. Man kunne altså kalde mig traditionel danser, hvis man ikke vil bruge ordet traditionsdanser i en udvandet form om sådan nogle som mig. Fordi overleveringen primært foregår på hukommelsen, og fordi der ved dokumentationstidspunktet var gået yderligere 80 år fra FFF´ernes indsamling, er materialet i denne tradition ikke nær så omfangsrigt. 

Traditionen på Stevns

Som stevnsbo kan jeg dog ærgre mig over at vide, at der i min barndom fandtes folk, der kunne have overleveret denne tradition til mig personligt. Det fandt jeg først ud af senere, da jeg begyndte at gå til folkedans, hvor jeg hørte fortællinger om det. Større var min ærgrelse, da det viste sig, at jeg på de omtalte videoklip kunne finde adskillige bedsteforældre til mine venner og andre, jeg selv kendte/havde kendt. Det lykkedes mig at samle den viden, der nu fandtes, og nå at danse med et par stykker, så jeg senere har kunnet lave kurser i stevnsdans og baller fra Østsjælland/Stevns.