Lidt om sanglege

Hvad er sanglege?

Sanglege er egentlig en blandet bunke af enkle folkedanse, lege med vers til og enkle sange med bevægelser til. Nogle få af dem bruges måske endnu i nogle få skolegårde og ellers i undervisningstiden og af musikpædagoger og andre, der vil udvikle børns motoriske evner. 

Middel eller mål?

Som med så meget andet af den slags ser man det snart mere som midlet end målet i sig selv, selvom de oprindeligt er skabt til fælles morskab, samvær og tidsfordriv og ikke andet, hvilket for mange i en moderne kontekst fuld af formålsparagraffer og udviklingsstrategier virker vanskeligt at nøjes med.

At få tiden til at gå

Ikke desto mindre er det sandt, at der - for ikke så længe siden endda - fandtes en tid, hvor det alene og intet andet var formålet med både sanglege, folkedans og viser/ballader: at få tiden til at gå. Sanglegene er endda nedprioriteret til at være for børn og et efterhånden fåtal af barnlige sjæle, selvom også de ligesom tøndeslagning og julelege for få år siden var fuldgyldigt voksentidsfordriv, fordi man havde tid nok til at more sig sammen udenfor den virtuelle verden.

Forældet materiale

Jeg medgiver dog, at mange af sanglegene har et forældet tekstligt indhold, der efterhånden ikke giver mening for nutidige børn. Og alligevel elsker børn sanglegene, for børn elsker fællesskab, sang og musik, og at de voksne gider være med.

Men tag nu mit yndlingseksempel: "Så går vi rundt om en enebærbusk", hvor man synger og fagter sig igennem en vaskeproces, der går aldeles hen over hovedet på selv store børn, som ikke aner noget som helst om tøjvask før tørretumbleren og de strygefri skjorter. Set i den sammenhæng kan man sagtens forstå, at pædagogstanden i 70´erne anført af bl.a. Lotte Kjærså ønskede sig nye og opdaterede sange og fagtelege til børnene, hvis dagligdag i institutioner heller ikke svarede til de gamle leges "hjemme-hos-mor-og-reder-hår-til-der engang-kommer-en-bejler-temaer. 

Sanglegene kan sagtens bruges i dag

Ikke desto mindre synes jeg, at materialet grundlæggende er en del af vores grundfortælling om os selv og som eventyrene beskriver nogle arketypiske principper om godt og skidt, som sagtens kan leges i dag også - også af voksne. Hvis man altså tør give sig hen til at lege og gør sig den ulejlighed at lægge rationalet lidt til side og kaste sig ud i nærvær, samvær og sang og fællesskab, for det gør altså noget ved os at synge, bevæge os og lege ubekymret sammen på den helt urgamle måde, hvor prinsen vækker prinsessen, eller nogen fanges og puttes i den sorte gryde for slet ikke at tale om, hvordan man kan blive helt svedt i konkurrencen om at nå ud af tyverollen i "Tyv-ja-tyv", inden fælden klapper, og alle danser polka uden mig. 

Det skal give mening

Hvis man gerne vil bruge materialet i dag, skal man naturligvis lade det give mening for dem, der bruger det, hvilket betyder, at det kunne give mening at lade fantasien få frit spil og skabe nye ting at gøre rundt om enebærbusken, som giver mening i dag. Eller tage sig sammen og forklare børn noget om gammeldags vaskeprocesser og slidsomme vandringer til kirken og vise dem de rette fagter og handlinger. Man kunne også skifte lidt ud i handlingerne i "Fald på knæ min rose", så der skal lægges sminke og ansigtsmaske i stedet for at redes seng og falde på knæ. Man kan sælge hvad som helst, hvis man selv brænder for det. Ellers skal man lade være!

Robotland

Når jeg leger "Jeg gik mig over sø og land" med børn og andre, der vil, spørger jeg altid deltagerne, hvilket land vi skal rejse til, og det kommer der til min store fornøjelse (og nogle lidt for voksne barnlige sjæles fortrydelse) ofte gode rejser til prutteland, robotland eller kravleland ud af, selvom mange børn er så velopdragne udi traditionerne, at de har brug for et skub for at komme ud over de traditionelle klappe-, hinke- og trampelande.

Leves, leges og belives

Man skal ikke tro, at jeg her fornægter traditioner og prøver at skamskænde den hellige arv. Jeg kan skam godt lide det hele, som det er (nok bortset fra enebærbusken, som virkelig keder mig), men jeg vil ikke låse det fast. Det folkelige materiale er skabt af folkedybet og rettighederne er alles og ingens, og jeg observerer, at det dør i det øjeblik, det bliver irrelevant for brugeren og ikke giver kildren i maven og rislen ned ad ryggen. Det kan ikke nytte, at det kun bruges en gang om året til jul i en stivnet museal form. Det skal leves, leges og belives hver gang.

Alle tiders "Offer og ædelig"

En af mine bedste oplevelser med en sangleg var, da jeg en sen nat sammen med ca. 40 andre voksne på den glade side af adskillige glas rødvin legede "Offer og ædelig". Der var absolut ingen børn til stede, og ideen opstod spontant. Herrerne (ja der var virkelig også mænd med til at danse og lege) stod i den ene række og damerne i den anden, og i stedet for at byde de traditionelle ting som guld og sølv var der store forhandlinger efter hvert vers både i herregruppen om, hvad der skulle bydes, og i damegruppen om, hvorvidt tilbuddet var acceptabelt eller en fornærmelse mod kvindekønnet. Jeg husker ikke i dag hvilket uimodståeligt tilbud, der blev udslagsgivende for kvindernes ja, eller om det var ren og skær udmattelse efter de utallige tilbud, der fik dem til at acceptere et bud, men der blev budt alt lige fra gulvskrubber, opvaskemaskiner og silkekjoler til evig troskab og aktieposter. Sjovt var det, og jeg glemmer det aldrig. Og sådan kan noget ældgammelt bruges i en nutidig sammenhæng, hvis man gør sig den ulejlighed at give sig hen.

Pointen

En af de vigtigste ting at huske, hvis man vil give sig hen til sanglege på en nutidig måde eller på andre måder vil bruge materialet i en mere eller mindre ændret form, er legens pointe. Der er altid en pointe, der driver legen. I "Offer og ædelig" er det helt klart bejleriet og accepten eller afvisningen, som det hele drejer sig om. Men jeg har set mange eksempler på misforståede forenklinger af sanglege, der udelader pointen i en grad, så legen ikke længere giver mening, hvis man spørger mig. Et godt eksempel er "Tyv ja tyv", hvor man går to og to sammen omkring en tyv i midten, der stjæler pladsen fra en, der så selv bliver tyv. I anden afdeling af dansen danser alle parrene polka om tyven, der må stå alene tilbage uden at få fornøjelsen af at danse med nogen, indtil legen begynder forfra. Ofte fjernes polkadelen i misforstået hensyn til dem, der ikke danser polka, og legen består så kun af marchdelen. Der er således ingen tilskyndelse til at blive af med tyverollen eller rislen ned ad ryggen for dem i kredsen, der frygter at blive taget lige før polkaen. 

Fra voksen alvor til barnleg 

Før denne leg blev barnepjat, var det velsagtens voksne karle, der kæmpede om at få lov at danse med den pige, de var lune på, og le ad den, der blev snydt for favntaget i polkaen og måtte vente alene i midten. Men tiderne er anderledes. Nu foregår bejleriet på de sociale medier, og vi må overlade legene til de små uskyldige børn, der knapt ved, hvad det drejer sig om.