Den folkelige genre

Jeg vidste på ingen måde hvad der ramte mig i det herrens år 1993, men her 25 år efter forstår jeg ikke, hvordan jeg kunne leve uden schottisens inciterende rytmer og valsens utallige ansigter for slet ikke at tale om menuettens vekslen mellem stilfuld anstand og fyrig rytmik. Mit hjertebarn blandt alle er nu hopsaen, i hvert fald så længe jeg i ungdommeligt overmod formår at hopsae let og højt nok og kækt slå hælene sammen, selvom visse folk af jydsk afstamning påstår, at det gør hopsaen ære at blive ved jorden i adstadig ro. Sådan er der så meget, og det er jo netop det, der gør den evige passion mulig, at mulighederne er uendelige. Ingen dans bliver nogensinde den samme fra gang til gang, hvis det står til mig. Det er mellem mennesker, det betydningsfulde sker: at dans og musik bliver eet, at dans og musik bliver til samvær.

Generelt om den folkelige genre i Danmark

Den folkelige genre i Danmark dækker over meget forskelligt lige fra middelalderdans og -musik til folkrock. I disse undermenuer beskriver jeg lidt nærmere de dele af genren, som jeg beskæftiger mig mest med. Især folkedans og traditionel dans er svære at skille ad. Meget kan siges om dem fælles, og alligevel er der grundlæggende forskelle. Herunder kommer nogle ting, der kan siges fælles om genren.

Hvordan med musikken

Næsten uanset anledning, tid og sted, stil og udtryk er der een ting, som alle, der dyrker denne og beslægtede dansegenrer, er enige om: vi gør det meget nødigt uden levende musik. Det er for mange af os en selvfølgelig luksus, som vi sætter alt for lidt pris på i forhold til hvor sjælden en oplevelse, det er for den almindelige dansker. Uanset om det er et kursus i grundtrin, en forrygende balaften eller et optrin på et museum, er der altid mindst en og ofte flere musikere med. Det giver en fuldstændig enestående og ganske anden oplevelse at arbejde med levende musik. Dansen og musikken bliver et, og man kan afpasse det ene efter det andet i ligeværdig orden. Dansere kan nyde at danse til musikkens mindste detaljer, der skabes i øjeblikket og aldrig igen bliver det samme. Musikeren kan vælge at spille efter det, der sker på dansegulvet, så man mærker at blive båret igennem dansen, fordi det lige netop denne gang var ens eget danseudtryk, der blev spillet efter eller understøttet. Hvor mange har prøvet det?

Levende musik og undervisning

Og hvor let er det ikke at undervise med levende musik, der understøtter, stopper og starter og afpasser tempo og spiller ganske få takter ad gangen, mens der øves. Enhver, der har rendt sig træt henover gulvet til knappen på musikafspilleren, ved, hvad jeg taler om. Kun musikerne ved hvor tålmodighedskrævende, det nogle gange er at sidde i timevis og gentage det samme stykke eller spille langsomt i endeløse polkaøvelser. Herfra min grænseløse tak. Og så ved jeg jo godt, at mange af dem trods alt nyder det, fordi de jo er ligeværdige undervisningspartnere til danseinstruktøren. 

Rummeligheden - frisindet

En selvfølgelig del af disse mange dansemiljøer er det frisind, den rummelighed og den åbenhed overfor hinanden, der kendetegner denne samværsform, der er fri og utvungen, ublu og afslappet. Jeg hører både voksne og børn beskrive, hvordan det bare er nemmere at være sig selv i disse miljøer med de særheder og ejendommeligheder, man nu engang besidder som individ. Der er en helt egen omgangstone, der gør det meget nemmere at være fri end blandt kolleger, klassekammerater og i det hele taget folk "udefra". Den anerkendelse og accept af den enkeltes ret til at være sig selv i fællesskabet er enestående, og jeg vil gå så langt som til at kalde det en boble i resten af samfundet, en boble hvor noget trives, som har trange kår i verden udenfor, men som jeg tror mange savner uden at vide det. Og det siger jeg ikke for, at alle skal begynde at spille og danse. Fællesskabet uden dans og musik regnet med er i sig selv misundelsesværdigt.  

Den måde, man i dansen og musikken fysisk og mentalt berører hinanden, nedbryder nogle grænser mennesker imellem og fremmer et næsten ubeskriveligt nærvær. Man kan ikke i længere tid opretholde de barrierer, som ellers gør det muligt at gemme sig i mængden.  

Det at bidrage til fællesskabet med det man kommer med lever stadig i disse miljøer. De fleste andre steder i samfundet opfatter folk efterhånden kunst og kultur, sang og musik som noget man lytter til / betragter, men i disse miljøer er det noget, man udlever sammen, skaber sammen i øjeblikket ud fra de bidrag, de forskellige tilstedeværende byder ind med. Legen og fællesskabet er det centrale, og selvom der efterhånden er mange der arbejder scenisk med dansen og ikke mindst musikken, er det stadig i det intense samvær disse professionelle henter deres gnist, inspiration og sparring.